Barske bid fra midtjysk førerulv

Thomas Thomasberg langer ud efter AaB's indkøbspolitik

IKAST:- Ganske vist lider AaB i øjeblikket under skader hos fem-seks spillere, men det er ikke hele forklaringen på, at vi også i denne sæson har gode muligheder for at slutte højere placeret end min gamle klub i Superligaen. Thomas Thomasberg, anfører hos de midtjyske fodboldulve fra FC Midtjylland med en pæn fortid i AaB, forstår ikke, hvordan klubben, der gerne vil være Jyllands førende, for tredje år i træk i hans øjne kan sammensætte en trup så forkert. - Spiller for spiller er der ingen tvivl om, at AaB er stærkest, men i FCM har vi lært at leve på gode, gamle dyder som for eksempel et godt sammenhold. Det har vi hentet rigtig mange point på. Og så kender spillerne i vores trup deres plads, pointerer Thomas Thomasberg, der som anfører er et naturligt midtpunkt. - Som på alle andre arbejdspladser er det vigtigt, at alle leverer et bidrag, og i FCM er det en af mine opgaver at fordele arbejdsbyrderne fornuftigt. - Vi er gode til at tale sammen i truppen, og ingen skyder skylden over på andre, før man har kigget indad. Det er måske et grundlæggende problem i AaB, vurderer FCM-kaptajnen, der sidste år tegnede en fem-årig kontrakt med ulvene. - I princippet skulle vi faktisk være placeret i den nederste halvdel i Superligaen, men alligevel er det fakta, at vi med en sejr kan hægte AaB af i hvert fald for en stund i kampen om placeringerne lige efter FC København og Brøndby, så inden dagens opgør er det aalborgenserne, der har ryggen mod muren. Urealistisk mål - Og det må alt andet lige være en skuffelse for klubben, der efter min opfattelse har købt forkert ind til truppen igennem de seneste tre sæsoner. AaB-truppen fungerer ikke som et hold, selv om de bruger mangefold flere kroner på spillerkøb, end vi gør i FCM, siger Thomas Thomasberg, der undrer sig over, at AaB først på det seneste har opdaget, at man bør satse på klubbens naturlige opland i det nordjyske. - I næsten 25 år har jeg fulgt AaB i tykt og tyndt og under klubben alt godt, men i eftermiddag er jeg naturligvis en midtjysk ulv, der er parat til at bide fra sig. Og selv om det skulle glippe mod min gamle klub, er FCM's målsætning om at komme i Top 6 stadig et realistisk bud i modsætning til AaB's om at hente en UEFA Cup-plads.