EMNER

Barske uger i brændpunkt

VUST:Der er meget langt fra Inger Lumholts daglige omgivelser i det fredelige Vust med udsigt til Lund Fjord i solskin og lyden af sangsvaner i luften til hendes opholdsted tre uger dette efterår. Da var den vide udsigt skiftet ud med synet af en otte meter høj betonmur med vagttårne og den hvinende lyd af israelske soldaters gummikugler. Inger Lumholt, der snart fylder 68, var for første gang med som fredsvagt i Palæstina som frivillig i ISM, International Solidarity Movement. Organisationen er en græsrodsbevægelse uden politisk tilhørsforhold, og den arbejder både med ikke-voldelige direkte aktioner og med ikke-voldelig civil modstand. Fredsvagterne er ubevæbnede og ubeskyttede, og deres indsats består især i at være fysisk til stede og synlige mellem lokalbefolkningen over for de israelske soldater, da det er med til at lægge en dæmper på konfrontationerne. - For mig var det en slags prøvetur, men det var ikke sidste gang, siger hun om oplevelsen, der i den grad har tændt hendes indignation på palæstinensernes vegne. - Jeg var i byen Qalqiliya, som med sine 40.000 indbyggere ligger som en lomme ind mod Israel, helt omgivet af den høje mur. Byen er som et fængsel, og der er kun et ckeckpoint ud af byen, fortæller Inger Lumholt. Afskåret fra marker - Muren betyder, at befolkningen er afskåret fra deres jorder, og de kan for eksempel ikke høste oliven, eller i hvert fald kun hvis de vil risikere liv og lemmer, siger Inger Lumholt. - Hvis ikke det er soldaterne, er de de israelske bosættere hele vejen rundt om byen, der chikanerer ejerne af markerne, tilføjer hun. I øvrigt er en stor del af jorden beslaglagt af muren og det tilhørende ingenmandsland, fortæller Inger Lumholt. - Arbejdsløsheden i byen er steget til 70 pct. efter at muren er rejst, og der er ikke meget håb at spore nogen steder. Alligevel prøver man at leve et normalt liv, og jeg har mødt utroligt venlige og gæstfri mennesker under mit ophold, siger Inger Lumholt, der er fuld af beundring over palæstinensernes vilje til at overleve under disse forhold. - Det er langt værre, end danskerne har oplevet under besættelsen, som hun siger. Timer ved checkpoint - Man skal opleve det for at tro det. Alene at komme gennem checkpointet ind og ud ad byen tager meget lang tid. Ingen biler må passere, ud over ambulancer og FN-lastbiler med forsyninger, og alt bliver tjekket til mindste detalje. Det er en meget ydmygende behandling, befolkningen bliver udsat for, siger Inger Lumholt. - De unge fra Qalqiliya, der går på universitetet i Nablus 35 km væk, tager afsted lørdag og vender hjem igen onsdag, for turen tager så mange timer, at de umuligt kan nå frem og tilbage samme dag, beretter hun. Der er tre checkpoints mellem Qalqiliya og Nablus, og ofte vælger de unge alternative smutveje over bjergene for at undgå den langvarige kontrol. Palæstinenserne kan også risikere at de slet ikke får lov til at komme ud eller ind, uden nogen begrundelse, fortæller Inger Lumholt. Demonstrationer Hun var under sit ophold med i to demonstrationer mod den forhadte mur, en i Qalqiliya og en i Tulkarem længere nordpå, hvor målet var at klippe et hegn i stykker, så beboerne kunne komme ud og høste deres marker. - Der gik de israelske soldater løs på os med tåregas, så vi måtte flygte over hals og hoved, fortæller hun. I Qalqiliya var fredsvagterne også på besøg hos byens triste borgmester, som er moderat af indstilling, og som derfor er overbevist om, at han ikke bliver genvalgt næste år. - I den her situation bliver ekstremerne styrket, og man jager folk lige i armene på Hamas, fastslår den kløgtige borgmester lakonisk. De stenkastende Når der er demonstrationer mod den forhadte mur, følger der næsten altid en flok stenkastende drenge med, og nogen vil nok mene, det er med forværre tingene, siger Inger Lumholt. - Man kan spørge om ikke det er israelerne, der er voldelige, når de står med maskingeværer over for drengene, siger hun. - Man skal huske, hvor desperate de er. Der er ikke ret mange, der tror på ret meget mere. - Det er en meget fastlåst situation. På en måde har palæstinenserne også selv en del af ansvaret på grund af selvmordsbomberne, og fordi man er martyr, hvis man falder for en israelsk kugle, men det voldelige spil deltager vi ikke i, understreger Inger Lumholt. - Vi forsøger alene at støtte palæstinenserne i at få deres eget land og et normalt liv tilbage, men det er med ikke-voldelige midler, fastslår hun. - Men jeg ville meget nødigt være en palæstinensisk mor, tilføjer hun.