Barskt udlæg af K.C.Lunden

Har investeret i gul sportsbil som kan vindes på Hirtshalsmessen

HIRTSHALS:En af de fem moneymakere, der sidste onsdag fik hånds og halsret over 10.000 kr. hver af Hirtshals Boldklubs Messeudvalg, var ikke sen til at handle. Allerede samme dag tog Karl Christian Lunden kontakt til en række pengeinstitutter for at få øget startkapitalen. - Jeg fortalte dem om mine ideer og fik ret hurtigt forøget mit rådighedsbeløb. Samme dag købte jeg over internettet en gul Fiat 1,1 sporting fra -99, fortæller Karl Christian Lunden. Bilen blev hentet i Hjalle-rup og så gik den handlekraftige moneymaker ellers i gang med at tegne sponsorater. -For mellem 500 og 10.000 kr. kan firmaer få deres streamer på bilen, siger han. Og den rappe meget gule bil er da også allerede godt klistret ind i streamers med diverse hovedsageligt lokale firmaers slogans. - Ja, to af mine konkurrenter i moneymaker-konkurrencen, restauratør Christian Christensen, Fyrklit og den regerende mester Orla Sørensen har ovenikøbet begge bidraget til, at jeg er kommet rigtig godt fra land i konkurrencen, griner Karl Christian Lunden. Foruden at være en meget synlig reklamesøjle, som ansatte hos slagter Winther skiftevis kan låne en uges tid ad gangen, vil Karl Christian Lunden på selve messen sælge nøgler til en hængelås, som hænges på køretøjet. Den, der får nøglen, der passer i låsen, vil erhverve bilen. Det er dog ikke sikkert det bliver den gule Fiat, for moneymakeren Karl Christian er nemlig rede til, hvornår det skal være, at sælge bilen for 50.000 kr eller derover. - Så køber jeg straks en anden bil, hvor sponsorerne kan få deres straemers klistret på, lover han. Nu må man så håbe, at den handlekraft, Lunden udviser, ikke kvæler initiativlysten hos konkurrenterne. -Det er bestemt ikke meningen. Selvom jeg har et højt ambitionsniveau, er det først og fremmest Hirtshals Boldklubs unge mennesker, det her handler om. Derfor skal alle deltagerne helst være med hele vejen. Men jeg har det altså også sådan, at jeg føler, at jeg taber, hvis jeg kun bliver nummer to, siger den sejrsbeviste og initiativrige kræmmer. Nu findes der vist forskellige talemåder om at fare op som et eller andet og så lande som noget helt tredje. Det ved Karl Christian Lunden helt sikkert også godt. Derfor har han har også allerede det næste tiltag i konkurrencen på tegnebrædtet. Han vil dog ikke afsløre, hvad det går ud på, før Hirtshals 28. november igen er ”sient på’en” og holder åbent om aftenen. Et kvalificeret gæt kunne måske være, at det handler om en eller anden verdensrekord i et eller andet med bøf, pølser, postej eller den slags.