Bartoli snupper sejren ved Wimbledon

Marion Bartoli vandt lørdag karrierens første grand slam-titel, da hun slog Sabine Lisicki 6-1, 6-4.

Bartoli snupper sejren ved Wimbledon

I en alder af 28 år lykkedes det den franske tennisstjerne Marion Bartoli at vinde karrierens første grand slam-titel, da hun i lørdagens Wimbledon-finale slog Sabine Lisicki fra Tyskland med 6-1, 6-4.

Det var franskmandens anden grand slam-finale, efter at hun tilbage i 2007 ligeledes spillede sig frem til Wimbledon-finalen. Dengang tabte Bartoli til amerikanske Venus Williams.

Det begyndte ellers godt for 23-årige Lisicki, som vandt finalens første parti ved at bryde Bartoli.

Men så gik Lisicki, der var seedet som nummer 23 i den legendariske græsturnering i London, helt i stå.

15.-seedede Bartoli vandt seks partier i træk og sikrede sig uden det store besvær første sæt 6-1.

Lisicki, der var i karrierens første grand slam-finale, virkede hæmmet af den store begivenhed.

Væk var det sublime spil, som tyskeren viste, da hun på vej til finalen havde sendt turneringsfavoritten Serena Williams ud. Tyskerens hårde serv, som er blandt hendes farligste våben, svigtede totalt.

Det var guf for Bartolis aggressive spillestil. Franskmanden bankede til boldene, når mulighederne opstod, og der var rigeligt med lejligheder til at styre pointene for Bartoli.

I andet sæt kom Lisicki foran 1-0 og havde fire breakmuligheder efterfølgende i Bartolis serv. Men Bartoli afværgede faren, og det blev for meget for Lisicki.

Bagud 1-3 og efter endnu dobbeltfejl havde tyskeren svært ved at holde tårerne tilbage. Tyskeren var tæt på det totale sammenbrud, da hun servede for at blive i kampen bagud 1-5.

Lisicki fik dog på en eller anden måde reddet tre matchbolde og bragt spænding tilbage i opgøret. Tyskeren spillede lige pludselig mere frigjort, måske fordi hun reelt havde tabt.

Bartoli holdt dog nerverne i ro, da hun servede sejren hjem ved 5-4. Franskmanden sluttede af med et es på matchbold nummer fire.

Inden finalen førte Lisicki med 3-1 i indbyrdes kampe. Lisickis seneste sejr over Bartoli blev sikret for to år siden - dengang i Wimbledons kvartfinale.

Søndag mødes Novak Djokovic og Andy Murray i herrernes finale.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.