BAS fejrer 25 års jubilæum med åbent hus og bog

Lørdag den 12. november fejrer BAS 25 års jubilæum med et åbent hus arrangement i BASaren, og der bliver også udgivet en jubilæumsbog.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Arkivfoto

Det oplyser BAS i en pressemeddelelse. - Der er sket meget i BAS siden den spæde start i november 1986. Foreningens første forestilling var en børnejuleforestilling, "Nissen hjælper Til". Året eftre kom den første Brønderslevrevy på Hotel Phønix, børnegruppen fortsatte med "BASbandens Bombekup", og i 1988 kom ungdomsgruppen på banen med "Lille Virgil". - I de første år lånte vi klasselokaler på byens skoler, og vi okkuperede medlemmernes dagligstuer til prøver. Restaurant Hedelund og Sct. Georgsgården var vore spillesteder. Senere lånte kommunen os nogle kælderrum til lager og øvning på Sct. Georgsgården, så nogle lokaler i Øster Hjermitslev, og derefter blev vi flyttet til Serritslev; men i 1991 lejede vi os ind i den nedlagte griseauktion. Det var stort set en utæt klimaskal med skrånende cementgulv og et brølende værkstedsfyr i det ene hjørne. Det blev til BASaren, som siden har været foreningens elskede tilholdssted. Vi har øvet og spillet teater, og ikke mindst har vi ombygget og renoveret. Og sådan har det været lige siden. Nye aktiviteter er kommet til, så BAS nu er en paraplyforening over amatørteater, koncerter, Skabende Kunstværksted, BASbio, fyrværkerisalg, foredrag. - Vi tænker på BASaren som Brønderslevs forsamlingshus og på BAS som byens borgerforening. Vi er stolte, men også taknemmelige, over den megen støtte vi har modtaget fra mange forskellige kanter i byen. Den har gjort det muligt for os at udvikle os til en bredt favnende kulturforening. Ved samme lejlighed udkommer vores jubilæumsbog "BAS i 25 år". - Den vil blive udleveret til alle, der kommer og hjælper os med at festligholde jubilæet. Bogen er tænkt som en tur hen ad Memory Lane for de gamle, der kan huske 25 år tilbage, men andre, der har interesse for BAS, kan også få et indtryk af foreningens udvikling. - Ved samme lejlighed fejrer vi, at vores digitaliseringsprojekt er lykkedes. Vi har for nyligt modtaget donationer fra Lions Club og Rotary, og vi har netop fået besked om, at LAG har indstillet os til en støtte på 288.000 kr. Den digitale fremviser er under opsætning. Dog ikke til 3D - endnu.