Teater

BAS vil gerne have flere til at se revyen

BRØNDERSLEV:Der har været fornemt besøg på Brønderslev Revyen. En tidligere scenograf fra Bellevue-teatret, der netop er blevet næstkommanderende i Zentropa, var på besøg i Brønderslev, og han fik lyst til at se Brønderslev Revyen. Han var helt ovenud med roser til revyen - både numre og rammer, lys osv. fik store ord med på vejen. - Det er da noget, vi kan bruge til noget, siger en tilfreds Pia Sindbæk fra Brønderslev Amatør Scene, der står bag Brønderslev Revyen. Til sidste opførelse var stemningen i top. Den sidste aften var der en ung mand, der viste mere af sine bare balder end tidligere på ugen, men det var vist en spøg eller et led i de interne drillerier, der er mellem folk på scenen. - Det eneste hjertesuk, vi må komme med, er manglen på opbakning fra Brønderslevs borgere. - Vi synes selv, at vi har gjort en stor indsats for at markedsføre revyen. Alligevel blev der kun solgt ca. 300 billetter i alt til de fem forestillinger. - Vi elsker at spille revy, og vi kan slet ikke lade være, men vi drømmer virkelig om at komme til at spille for fulde huse. Og Brønderslev burde da være stor nok til at trække 500-700 mennesker ind for at se en elegant og morsom revy, siger Pia Sindbæk.