Basar og hytter med jul i

Julehytterne på Arkadetorvet i Brønderslev samt julebasaren, der ligger mellem Algade og Nygade i det tidligere Buksen, vil hele december være åbne fredag, lørdag og søndag.

Fredag åbner hytter og basar klokken 15-18, og lørdag samt søndag er de åbne 10-14.

To steder i byen bliver der solgt juletræer. Det ene salgssted er Arkadetorvet, hvor Grønthjørnet har en hytte, mens Odd Fellow vil sælge træer på pladsen foran julebasaren.

Julebasaren er pyntet og bemandet af frivillige fra BI Fodbold. BIerne frister med et julesildebord den anden lørdag i december 12. december.

BIerne har også allieret sig med udstillere fra julehobbymessen - de vil udstille julevarer i basaren fredag, lørdag og søndag hele december.

I den ene af de tre hytter på Arkadetorvet har julemanden tilholdssted fredag, lørdag og søndag. Handelschef Allan Have fortæller, at julemanden også vil gå ture rundt i byen og gæster julebasaren.

For at sikre julemandsbemandingen, har handelschefen allieret sig med en række kyndige assistenter. Således vil nogle af byens kunder måske mene, at de kan genkende tidligere lædervarehandler Arne J samt Allan Have selv bag det hvide skæg.

Fra den anden hytte sælger Natteravnene og Lions Brunhilde på skift gløgg og æbleskiver, mens den tredje hytte er reserveret til juletræssalget.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden