Baseballspiller får kæmpekontrakt på to milliarder kroner

Med 167 millioner kroner om året i 13 år skriver Bryce Harper baseballhistorie med sin nye kontrakt.

Bryce Harper for sin nu tidligere klub Washington Nationals.

Bryce Harper for sin nu tidligere klub Washington Nationals.

PHILADELPHIA:Den amerikanske baseballspiller Bryce Harper har underskrevet en historisk stor kontrakt med en værdi på svimlende 330 millioner dollar - svarende til 2,1 milliarder kroner.

Kontrakten binder Harper til Philadelphia Phillies i 13 år og er historiens største kontrakt i baseball.

26-årige Harper får fem millioner dollar mere end den hidtidige indehaver af rekorden, Giancarlo Stanton.

Bryce Harper står til at få 166,7 millioner kroner om året.

Det gør kontrakten til den 14.-mest værdifulde, hvis man kigger på årlig indtjening.

Her halter Harpers kontrakt langt efter den, Zack Greinke skrev under på med Arizona Wildcats i 2016.

Greinke tjener 226 millioner kroner om året på sin kontrakt, der lyder på 1,35 milliarder kroner over seks år.

Bryce Harper blev i 2015 kåret til ligaens mest værdifulde spiller (MVP).

Senest Philadelphia Phillies vandt World Series, var i 2008. I den seneste sæson kom holdet ikke med i slutspillet.

Bryce Harpers kontrakt er kun den næststørste i hele sportsverden.

Den mexicanske bokser Canelo Álvarez har skrevet under på en kontrakt med den britiske streamingtjeneste Dazn, der gælder for 11 kampe.

Her får Álvarez 365 millioner dollar eller 2,4 milliarder kroner - svarende til 218 millioner kroner per kamp.

/ritzau/AP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.