Basix henrykkede i Det Musiske Hus

Underholdende a capella-koncert med den kendte vokalgruppe

baSix består af (fra venstre) Jakob Hejlsen, John Kjøller, Toke Wulf, Peter Bach, Niels Nørgaard og Anders Ørsager. Lørdag optrådte de i Det Musiske Hus med showet "Star People.

baSix består af (fra venstre) Jakob Hejlsen, John Kjøller, Toke Wulf, Peter Bach, Niels Nørgaard og Anders Ørsager. Lørdag optrådte de i Det Musiske Hus med showet "Star People.

FREDERIKSHAVN:De seks medlemmer af vokalgruppen Basix - eller baSix, som gruppen helst selv vil se sig omtalt på skrift - høstede stor anerkendelse blandt publikum i forbindelse med lørdagens intimkoncert i Det Musiske Hus. Knap 200 var mødt op, så dermed var der plads til flere i musikhusets store sal. Det lod dog ikke til at bekymre baSix, der består af Anders Ørsager, Niels Nørgaard, John Kjøller, Jakob Hejlesen, Peter Bach og Toke Wulf. Showet, som man kunne høre i Det Musiske Hus, bærer navnet “Star People”, og lørdagens forestilling var den tredje i koncert-rækken, som baSix afvikler hen-over efteråret. ”Star People” er en forestilling bestående af en sand perlerække af hits fra nogle af musikhistoriens største kunstnere. - For os er det en måde at hylde de mennesker på, som har betydet noget særligt for os, forklarer ét af medlemmerne, Peter Bach. Blandt de kunstnere som havde drysset stjernestøv over baSix-koncerten var eksempelvis George Michael, Elvis Presley, Curtis Stigers, Metallica, Bonnie Raith, Joni Mitchell, Sting, Paul Simon, Cher, Prince, Madonna og Robbie Williams. På baggrund af koncerten var det tydeligt, at hvert nummer var omhyggeligt udvalgt. De fleste af numrene blev nemlig indledt med en lille fortælling om, præcis hvorfor det specielle nummer betød noget særligt for et af baSix-medlemmerne. På den måde fik det hele et personligt og et intimt præg. Om koncerten i Det Musiske Hus kan der i øvrigt siges det sjove, at publikum undervejs blev taget med i løjerne. ”A capella” er en betegnelse for sang uden instrumentledsagelse, og netop ”a capella” er den måde, som baSix fremfører sine numre på. Det skulle publikum så også lære i forbindelse med Kylie Monogue-hittet ”Cant Get You Out of My Head”. Publikum blev delt op i fire hold - to mandehold og to kvindehold. Efter et lille tilløb blev de brummende mandestemmer parret med de lysere kvindetoner, og i virkeligheden endte det med at lyde ret godt. Til stor morskab for medlemmerne af baSix så blev de netop tillærte ”a capella”-færdigheder i øvrigt brugt til at kalde vokalgruppen ind på scenen igen ved slutningen af koncerten. Og så var der jo ikke andet for end at give et ekstranummer til det begejstrede publikum. To af medlemmerne af baSix har i øvrigt nordjyske rødder. Jakob Hejlesen stammer fra Sæby, mens Peter Bach kommer fra Dronninglund. - Det er jo dejligt en gang imellem at få mulighed for at komme hjem og hilse på familien, og det er faktisk lang tid siden sidst, sagde en meget tilfreds Peter Bach ovenpå en vellykket koncert. Vil man vide mere om baSix kan man gå ind på vokalgruppens hjemmeside www.basix.dk. Her kan man blandt andet gå ind under punktet ”a capella-maskinen” og lege videre med stemmerne fra de seks medlemmer af gruppen. Det er faktisk ret sjovt.