Bastian Schweinsteiger siger stop på landsholdet

Den 31-årige Manchester United-spiller glæder sig over at have oplevet ubeskrivelige øjeblikke med Tyskland.

Juli 2016 har været begivenhedsrig for fodboldspilleren Bastian Schweinsteiger.

Tidligt på måneden var han med til at nå frem til EM-semifinalen med Tyskland, kort tid efter blev han gift med tennisspilleren Ana Ivanovic, og fredag lader Manchester United-spilleren endnu en stor nyhed falde:

Bastian Schweinsteiger meddeler nemlig på sin Facebook-profil, at han stopper på Tysklands landshold.

- Jeg har bedt landstræneren (Joachim Löw, red.) om ikke at se min vej fremover, da jeg ønsker at stoppe, skriver Bastian Schweinsteiger.

Verdensmesteren fra 2014 debuterede på A-landsholdet i 2004, og han nåede 120 landskampe, hvor han scorede 24 mål.

- Tak til fansene, holdet, Det Tyske Fodboldforbund og teamet omkring holdet.

- I 120 landskampe fik jeg lov til at stille op for mit land og gennemleve øjeblikke, som var ubeskriveligt smukke og succesfulde, siger Bastian Schweinsteiger.

Midtbanespilleren, der fylder 32 år på mandag, deltog ved tre VM-slutrunder, hvor det altså blev til tysk guld i 2014 samt bronze i 2006 og 2010.

Bastian Schweinsteiger var med Tysklands trup til fire EM-slutrunder, hvor andenpladsen i 2008 blev det bedste resultat.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.