Bastians bulgarske festfyrværkeri

Peter Bastian og hans lærermester, Nikola Jankov, i Kulturhuset

Musik 26. september 2005 06:00

ARDEN: Et bulgarsk festfyrværkeri truer med at bryde løs over Arden på lørdag. Her sprudler klarinetisten Peter Bastian nemlig i Kulturhuset med fem bulgarske musikere i den eneste koncert af sin art i Nordjylland. Og der er bestemt noget at komme efter, thi "verdens største klarinetist er bulgarer, har Peter Bastian selv betegnet sin læremester, Nikola Jankov. I mange år arbejdede den danske musiker på at få Jankov og hans band, Lenovskata Grupa, her til Danmark. Men først da jerntæppet rustede, blev det muligt, og siden 1991 har de turneret 14 dage om året her i landet. Deres koncerter sætter sig virkelig spor og går i danskerne med træsko på. Det er bulgarsk folkemusik med fuld knald på, idet Nikola Jankov og Lenovskata Grupa i en årrække har nydt status som et af Bulgariens førende orkestre. Brugsmusik for folket Musikken er folkemusik i ordets oprindelige betydning: brugsmusik for folk, skræddersyet til at formidle følelser og rå energi. Og med en spillestil udviklet før mikrofoner og forstærkeranlæg, så alle musikerne spiller med ubegribeligt kraftige lydtryk. "En overvældende naturkraft af en musiker", som Berlingske karakteriserede Nikola Jankov, hvis "forsirings-teknik er overordentlig udviklet". Helt særegne er de skæve takter og den konsekvente brug af rytmiske 32 dels-triller, har Peter Bastian sagt. han husker tydeligt orkestrets første besøg i Danmark for 14 år siden: - Nikola Jankov bor i landsbyen Lenovo midt i det centrale bulgarske lavland - hedt og støvet om sommeren og mudret om vinteren. Og han elsker sin landsby. I elvte time Da musikerne kom til Danmark første gang i 1991, havde de aldrig været uden for Bulgarien. Og Nikola Jankov var efter et par dage bogstavelig talt ved at dø af hjemve. I panik hidkaldte vi en læge og benyttede ventetiden til at servere et så bulgarsk måltid mad som overhovedet muligt. Da han så de stærke grønne chilier, brast det henført ud af ham: "Lenovo, Lenovo". Humøret steg markant under måltidet, og efter en halv flaske bulgarsk Raki kunne lægen konstatere en fuldstændig og mirakuløs helbredelse. Efter endnu en halv flaske raki, spillede han en veloplagt og mærkelig koncert, bemærker Bastian munter Nikola Jankov har været min lærer i den bulgarske klarinetspillestil jeg tidligere benyttede i Balkantrioen og nu i blandt andet Bazaar, fortæller Peter Bastian. Sammen med sekstetten har han produceret to cd'er. - Og det var i elvte time, musikken blev optaget, for den spillestil, Nikola Jankov repræsenterer, er ved at uddø. Med elektrisk forstærkning er fortidens, rå klangddannelse ikke længere tvingende nødvendig, påpeger Peter Bastian I Kulturhuset lørdag aften kan man møde: Nikola Jankov og Peter Bastian. (klarinet) - Ivanka Bogdanova (solist, sangerinde) - Mitko Dimitrov (saxofon) - Entcho Ivanov (harmonika) - Emil Bandjolov (harmonika og sang) - Ivan Velev (trommer).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...