Batsvingere går en travl tid i møde

Brønderslev 8. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Bordtennisspillere i Brønderslev går en travl tid i møde. Efter en dejlig, lang og varm sommer er det nu på tide at indlede træningen. - Derfor er det med at finde taske, bat, bolde, lim og andet specialudstyr frem og gør klar til at møde op til verdens hurtigste og sjoveste spil, siger Hugo Sørensen fra BI-Bordtennis. - I bestyrelsen har vi her i haft ferien haft møder for at klargøre den kommende sæson med træningstider, trænere, spilletøj, sponsorer med mere, og vi håber, at vi har fået lavet en fornuftig drejebog, som alle kan gå ind for, siger Hugo Sørensen. - Vor trænerstab vil, udover den daglige træning tilrettelægge forskellige samlinger, især for ungdomsspillerne, og vi håber, at alle interesserede møder op hurtigt, så vi kan få et overblik over, hvor mange hold, der skal tilmeldes turneringen. - Vi ved godt, at mange også går til sommeridræt, og at tidspunktet måske overlapper, men det er i alles interesse, at interesserede møder fra begyndelsen for at fortælle, at man ønsker at spille bordtennis, slutter han. Mandag 9. september er første, egentlige træningsdag for seniorer, mens det tirsdag 10. september er for ungdom.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...