Bavian – aben er løs

TV 2s nye børneflade har premiere i vinterferien

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jeppe og Marie er de friske morgenværter.

Jeppe og Marie styrer løjerne, når TV 2 Bavian fra lørdag 14. februar sender mange timers herligt børnefjernsyn hver lørdag og søndag morgen. De små, de mellemstore, de helt store og alle deres forældre kan glæde sig til nye dansk-producerede programmer og populære serier fra udlandet. Bavian er navnet på TV 2s nye, friske, frække og finurlige børneflade, og vi vækker de yngste og de unge seere hver lørdag og søndag med en masse nye programmer. Måske er familiens børn allerede vågnet og vil gerne underholdes, mens far og mor sover længe – måske vil mor og far gerne kigge med. - TV 2 er Danmarks største fællesskab, og det betyder, at vi skal ramme hele familien i alle aldre. Derfor er det vigtigt for os også at lave noget godt børnefjernsyn – og lave sjove ting for og med børnene i det hele taget. Vi er rigtig glade for vores nye ”TV 2 Bavian”, der bugner både af nye sjove, lærerige danske børneprogrammer og af nogle af de allerfedeste serier fra udlandet, fortæller programchef Keld Reinicke. Der er udsigt til massevis af godt børnefjernsyn fra tidlig morgen til op ad formiddagen, og man kan som forældre føle sig helt tryg i selskab med Jeppe og Marie, der er værter i ”Morgenbavian” og fører børnene sikkert ud i livet – og med en masse smil fra morgenstunden. - Vi glæder os rigtig meget til at lave en masse skæg og ballade og være med til at give børnene en god start på weekenden, fortæller Jeppe Vig Find og Marie Rønn. Der er forskellige nyheder på TV 2s børne-tv-program - og lidt for enhver smag. I ”Morgenbavian” har Jeppe og Marie hver lørdag og søndag morgen besøg af aktuelle gæster, spiller musik, leger og taler om stort og småt. ”Volt” er Simon Bressendorffs natur- og teknikprogram – fyldt med fakta og eksperimenter, der kan prøves af hjemme i stuen. I forlængelse af ”Volt” viser vi også det populære, amerikanske ”Beakmans verden”. I ”Operation X for børn” afslører 12-årige Sara ”Spiegelhauer” Mering bl.a. dårlige bilister foran skolen. ”Klamborg” er comedy og sketches i børnehøjde. Blandt de nyindkøbte serier fra udlandet kan nævnes: ”Dora” - den dansk- og engelsktalende, superpopulære pigefigur, der udforsker verden sammen med sine venner og ”I drømmehaven”, en sød serie for de mindste (produceret af holdet bag ”Teletubbies”). ”Elefantprinsessen” og ”H2O” er skønne serier til familiens teenagere. ”Bindi: Junglepigen” er en fantastisk serie med Steve Irwins 10-årige datter om hendes vilde oplevelser.