Bayer Leverkusen henter ny cheftræner i Schweiz

Gerardo Seoane skal de kommende tre år stå i spidsen for bundesligaklubben Bayer Leverkusen.

Gerardo Seoane har været cheftræner i Young Boys siden 2018.

Gerardo Seoane har været cheftræner i Young Boys siden 2018.

KØBENHAVN:Bundesligaklubben Bayer Leverkusen har ansat Gerardo Seoane som ny cheftræner. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Seoane, der hidtil har været cheftræner i schweiziske Young Boys, har fået kontrakt frem til sommeren 2024.

- Vi har længe defineret os med en aggressiv, dominerende og teknisk krævende spilletid. Og i de kommende år vil vi udvikle denne stil sammen med Gerardo Seoane og få succes, siger sportsdirektør i Leverkusen Simon Rolfes.

Seoane har vundet det schweiziske mesterskab tre gange i træk med Young Boys og vandt pokalen i 2020.

- Jeg finder det yderst attraktivt at få lov at træne dette bundesligahold med så stort et potentiale, siger den 42-årige schweizer til hjemmesiden.

- I et meget professionelt og ambitiøst miljø ser jeg de ideelle betingelser for at spille attraktivt fodbold og konkurrere med de bedste hold i ligaen og i Europa, siger han.

Seoane overtager posten efter Peter Bosz, der blev fyret i marts på grund af manglende sportslige resultater.

Siden har 39-årige Hannes Wolf ledet holdet. Wolf blev hentet ind til Leverkusen fra en stilling som U18-landstræner i Det Tyske Fodboldforbund (DFB).

Med en spillerunde tilbage i Bundesligaen ligger Leverkusen nummer seks og har sikret sig en plads i Europa League-gruppespillet i den kommende sæson.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.