Bayern bliver ved: Nu 15 kampe uden nederlag

Bayern München vandt 1-0 ude over bundholdet Hoffenheim og har ikke tabt i 15 bundesligakampe i træk.

Bayern bliver ved: Nu 15 kampe uden nederlag

Syv sejre i træk. 15 kampe uden nederlag.

Bayern München fortsætter med at dominere Bundesligaen, og søndag gik det ud over bundholdet Hoffenheim, som på hjemmebane tabte 0-1 til førerholdet.

Danske Jannik Vestergaard spillede hele kampen i Hoffenheims forsvar, men hverken han eller værterne kunne stille noget op mod Bayern, der bestemt ikke spillede sæsonens bedste kamp, men som heller ikke var i problemer.

Bayern-profiler som målmand Manuel Neuer, midtbanespilleren Toni Kroos og angriberen Mario Mandzukic blev sparet og startede kampen på bænken, og kun sidstnævnte fik spilletid.

Det er dog ikke noget problem for Bayern. Den tyske landsholdsangriber Mario Gómez, som normalt er reserve for Mandzukic, slog til, da han fik chancen fra start.

Mario Gómez blev matchvinder med det afgørende 1-0-mål i første halvlegs slutfase. Den franske playmaker Franck Ribery lagde flot op til målet med en hovedstødsaflevering.

Bayern topper Bundesligaen med 63 point. Mestrene fra Borussia Dortmund har på andenpladsen 46 point.

I søndagens anden kamp i Bundesligaen spillede Mainz 05 uafgjort 1-1 på udebane mod Fortuna Düsseldorf.

Den danske midterforsvarer Bo Svensson fik scoret et kedeligt selvmål for Mainz, så Düsseldorf kom foran 1-0 efter blot seks minutter. Den kroatiske angriber Ivan Klasnic fik dog udlignet fem minutter før pausen for Mainz.

Bo Svensson og den danske landsholdsspiller Niki Zimling spillede hele kampen for Mainz. Ken Ilsø var ikke med i truppen for Düsseldorf.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.