Bayern-helt gnider salt i såret: Arsenal-fansene nød det

Serge Gnabry har en fortid i Arsenal og nød at lave hele fire mål mod Tottenham.

Serge Gnabry havde svært ved at skjule sin glæde efter at have hakket fire mål ind mod Tottenham tirsdag aften i Champions League. Foto: Eddie Keogh/Reuters

Serge Gnabry havde svært ved at skjule sin glæde efter at have hakket fire mål ind mod Tottenham tirsdag aften i Champions League. Foto: Eddie Keogh/Reuters

Med fire mål i anden halvleg stjal Bayern Münchens offensivspiller Serge Gnabry showet, da sydtyskerne savede Tottenham midt over med 7-2 i London i tirsdagens Champions League-opgør.

Og som om ydmygelsen i sig selv ikke var nok for Tottenham-fansene, så havde Gnabry, der tidligere optrådte for Tottenhams ærkerival, Arsenal, også en lille hilsen til sine tidligere fans.

- Jeg forestiller mig, at alle Arsenal-fansene nød det. Det er selvfølgelig et fantastisk resultat for os, og vi vil nyde aftenen, sagde Gnabry til Sky Sports efter kampen.

- Det er svært at sætte ord på at vinde 7-2. Ingen af os havde forestillet os dette. At have scoret fire mål er også en enestående følelse.

Tottenhams manager, Mauricio Pochettino, så sit hold lukke tre mål ind i de sidste syv minutter, hvilket han selvsagt ikke var tilfreds med. Men han følte også, at Bayern ramte et voldsomt højt niveau.

- Det er meget svært at acceptere et resultat som det i dag, men når din modstander har sådan en kvalitet og er så kliniske, som de (Bayern, red.) var i dag, er det svært, siger Pochettino til BT Sport.

Han har dog ikke tænkt sig at dvæle længe ved skuffelsen.

- Vi er selvfølgelig skuffede, men vi er nødt til at holde sammen og være stærke mentalt. Min tale keder jer måske, men fodbold handler om i dag, ikke om i går, siger han med henvisning til, at han vil arbejde fremad.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.