Bayern München knuste Juventus

Det formstærke tyske storhold slog ”Den Gamle Dame” 2-0 hjemme

Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters

Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters

MÜNCHEN:Bayern München står med særdeles gode muligheder for at spille sig videre til semifinalerne i Champions League, efter at tyskerne tirsdag på hjemmebane vandt det første kvartfinaleopgør over Juventus med 2-0.

David Alaba og Thomas Müller scorede målene for Bayern.

Kampen mellem de to bedste mandskaber fra Bundesligaen og Serie A fik en usædvanlig indledning, da David Alaba efter bare 26 sekunder fik sendt tyskerne i front med 1-0 på et optimistisk langskud.

Skuddet blev rettet af, og så blev Gianluigi Buffon i gæsternes mål snydt.

Selv om tyskerne generelt fik skabt de mest åbne målchancer og burde have scoret mere end to mål, så fik Juventus flere gange sat Bayerns forsvar på prøver, uden at målmand Manuel Neuer for alvor blev testet.

Specielt i kampens indledning efter det hurtige føringsmål gjorde Juventus det godt. Andrea Pirlo fik sendt et frispark lige over mål, og Arturo Vidal fik braget bolden forbi stolpen.

Bayern München fik dog et godt greb om kampen, da Arjen Robben efter et kvarter blev sendt på banen i stedet for en skadet Toni Kroos.

Kort efter havde hollænderen en gigantisk chance, da bolden blev sendt skråt bagud til ham, men afslutningen gik i sidenettet.

2-0-målet kom efter en god time, og endnu en gang var Juventus-målmand Gianluigi Buffon impliceret. Buffon fik skubbet Luiz Gustavos langskud lige ud i fødderne på Mario Mandzukic, der lagde op til Thomas Müllers nemme scoring.

Returopgøret spilles i Torino i Italien om en uge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.