Bayern-præsident afviser storklubs part i skattesag

Storklubben Bayern München er ikke involveret i skattesagen mod klubbens præsident, fastslår Uli Hoeness.

Bayern-præsident afviser storklubs part i skattesag

Præsidenten for den tyske fodboldklub Bayern München, Uli Hoeness, afviser, at klubben har noget at gøre med de penge, han har stående på en bankkonto i Schweiz og har undladt at betale skat af.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

- Bankkontoen er alene Uli Hoeness', fastslår Bayern-præsidenten over for den tyske ugeavis Zeit.

Den 61-årige Hoeness anmeldte sig selv til de tyske skattemyndigheder i sidste uge, hvilket betød, at sidste tirsdags Champions League-semifinale mellem FC Barcelona og Bayern München kom til at handle mere om euro end om fodbold.

Bayern-præsidenten skulle ifølge bild.de have gemt omkring 20 millioner euro, svarende til 150 millioner kroner, på sin bankkonto i Schweiz.

Og anklagemyndigheden i München er nu fuld i gang med at efterforske sagen.

- Det er en situation, som næsten er ubærlig. Jeg sover meget dårligt om natten, siger Uli Hoeness og tilføjer:

- Jeg har virkelig gjort noget dumt, men jeg er ikke en dårlig person.

Den tyske forbundskansler Angela Merkel har gennem en talsmand i sidste uge udtrykt stor skuffelse over Uli Hoeness, da det kom frem, at han havde begået skatteunddragelse.

Bayern-præsidenten har udtalt, at han gerne vil have mulighed for at forklare sig.

- Jeg håber, at jeg på et eller andet tidspunkt i fremtiden får mulighed for at forklare mig personligt over for forbundskansleren om, hvordan det hele er kørt af sporet, siger han.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.