BBC-spillere gjorde klubben ære

BRØNDERSLEV:De Nordjyske kredsmesterskaber blev afviklet i Brønderslev Badminton Club. Der blev spillet i fem haller. I Stenum hallen afviklede U9 og U11 deres kampe. I U 9 var der 31 deltager i herresingle og 10 i damesingle. BBC trak det længste strå i herresingle, hvor Mikkel Vangsted vandt finalen over Mads Sandersen fra Støvring med cifferne 11-3 og 11-5 og blev hermed kredsmester. Mikkel Vangsted blev nummer to i mixeddouble sammen med sin søster Simone Vangsted. Simone Vangsted blev ligeledes nummer to i dame double sammen med Liselotte Andersen. I U11B var der også deltagelse af BBC'ere. Her blev Frederik Majlund og Sebastian Hebsgaard nummer tre i herredouble. Frederik Majlund blev ligeledes nummer tre i mixeddouble sammen med Trine Villadsen fra Bindslev-Tversted I U11C var der 62 deltagere i herresingle og 32 i damesingle. Her kom Mikkel B. Krogh helt til top, idet han vandt finalen i herresingle over Benjamin Parker fra Bagterp med cifrene 11-2 og 11-9 og blev kredsmester. Mikkel B. Krogh blev sammen med Rune Boye nummer tre i herredouble. I mixeddouble finalen var der også deltagelse af BBC'ere, her blev Sara B. Lindholdt og Jonas Holm nummer to. De tabte til Anian Nielsson og Mikkel Stoffersen fra henholdsvis Bindslev-Tversted og Sæby med cifrene 3-11 og 1-11. Klubben ønsker spillerne tillykke med det fine resultat. Der blev spillet mange spændende kampe, og med lidt held kunne vi have flere spillere med helt fremme.