BC Beton i fint selskab

BC Industri kan nu dokumentere, at varen er i orden

INGSTRUP:BC Industri i Ingstrup har siden 1998 stået uden for det fine selskab, når det drejer sig om beton. Grunden er, at firmaet ikke har haft en kvalitetsgodkendelse fra BVQI, der kontrollerer, at betonet lever op til danske standarder. Den har BC Industri fået nu. Indehaver Søren Jørgensen mener, at godkendelsen er meget vigtig for firmaet og en mulighed for at gøre det lille firma til en kvalificeret konkurrent til de store etablerede firmaer. Derfor forventer han en øget omsætning på omkring 50 procent. Det vigtigste er, at firmaet kan bibeholde beskæftigelsen og få større ordre, mener Søren Jørgensen og påpeger, at det vil betyde flere arbejdspladser i lokalområdet. - Godkendelsen giver en mere jævn og større beskæftigelse, og hvis omsætningen stiger, som vi forventer, så skal vi bruge nogle flere folk, siger han og fortæller, at til at starte med drejer sig om tre medarbejdere. Da firmaet før kvalitetsgodkendelsen udelukkende havde små ordrer som eksempelvis parcelhuse, så har man været nødsaget til at afskedige folk i vinterhalvåret, fordi denne type byggerier går i stå i den periode, forklarer Søren Jørgensen, der mener, at det vil firmaet være fri for i fremtiden. BC Industri har tidligere været afskåret fra store projekter såsom offentlige byggeri eller landbrugsbyggeri på grund af den manglende kvalitetsgodkendelse. Det har også været svært at nå ud til kunderne, fordi firmaet ikke kunne dokumentere, at betonet er i orden, fortæller Søren Jørgensen. Derfor ser indehaveren også dokumentationen som en stor hjælp i de trængte tider, hvor bygge-branchen ikke har det godt i øjeblikket. - Det giver os mulighed for at fastholde markedsandelen, og hvis vi ikke havde fået godkendelsen, så havde vi ikke haft den samme beskæftigelse næste år, siger Søren Jørgensen men tilføjer, at han håber på, at firmaet vil opleve en fremgang, så der i fremtiden kan udvides. Søren Jørgensen er i øjeblikket i gang med at profilere forretningen og gøre kunderne opmærksomme på kvalitetsstemplet blandt andet via internettet. BC Industri har fire ansatte foruden indehaver Søren Jørgensen og hans kone. Udover beton laver firmaet gips, fliser og beklædningssten.