Retspleje

Beblein overraskede sin forsvarer

AALBORG:- Jeg havde ikke aftalt med Jan Beblein, at han skulle anke dommen på stedet. Sådan lyder kommentaren fra den beskikkede forsvarer, advokat Henrik Christensen, til den noget overraskende måde, som hans klient handlede på umiddelbart efter domsafsigelsen i Vestre Landsret i Aalborg i går. Retsformanden, landsdommer Svend Bjerg Hansen, havde netop spurgt om, hvordan forsvaret stillede sig til ankespørgsmålet, da den 45-årige skorstensfejer så at sige tog sagen i sin egen hånd og resolut meldte ud. Henrik Christensen: - Jeg nåede lige at sige til Beblein, at vi skulle tage betænkningstid, da han selv ankede dommen. - Efter min mening så burde min klient have taget betænkningstid. Det er altid sundt lige at tænke over tingene, før man melder ud. Og det skulle også være sket i dette tilfælde, understreger Henrik Christensen. Den beskikkede forsvarer siger videre, at Jan Beblein selvfølgelig har alt at vinde og intet at tabe ved at anke dommen til Højesteret. Underforstået, at dommen kan ikke blive strengere. Henrik Christensen siger videre, at han ikke er overrasket over dommen på livsvarigt fængsel. - Resultatet kunne ikke være anderledes, og det siger jeg med henvisning til afgørelser truffet i Højesteret. Dommen er i overensstemmelse med retspraksis, så på den baggrund er jeg ikke skuffet, tilføjer Henrik Christensen. Sagens anklager, vicestatsadvokat Kirsten Dyrman, er ikke overraskende meget tilfreds med, at anklageskriftet blev fulgt. - Nævnetinget kom til det rigtige resultat, og det hilser jeg med tilfredshed. - Det er en utrolig ulykkelig sag, og det er i grunden svært at glæde sig over noget i den forbindelse. - Jeg har som anklager fået det, jeg kom efter, og meget mere er der vel ikke at sige til det, pointerer hun.