Beboer anmeldt for sexovergreb på barn: Bosted anmeldte det ikke
Først da et barn anbragt uden for hjemmet betroede sig til sin mor om et oplevet sexovergreb, blev sagen anmeldt til politiet

Genrefoto: Torben Hansen
FJERRITSLEV:En beboer forsøgte at tvinge en mindreårig beboer til oralsex på det private bosted Gården i Fjerritslev, som er en del af den private bosteds-kæde Hjorthøjgård.
Det fremgår af en skriftlig anmeldelse, som Nordjyllands Politi modtog i juli 2017, og som Fagbladet FOA gennem aktindsigt fra politiet har fået indsigt i. Oplysninger fra Nordjyllands Politi viser desuden, at det var Jammerbugt Kommune - og ikke bostedet selv - der anmeldte sexovergrebet på barnet. Det bekræfter kommunen over for Fagbladet FOA.
- Vi blev kontaktet af en mor, som har sit barn hjemme på weekend, som til hverdag bor på bostedet. Barnet fortæller om den her episode til moren, og moren tager så fat i os, siger Uffe Viegh Jørgensen, der er Familie- og Forebyggelseschef i Børne- og Familieforvaltningen i Jammerbugt Kommune, til Fagbladet FOA.
Uffe Viegh Jørgensen fortæller, at Jammerbugt Kommune efter at være blevet orienteret om overgrebet anmeldte det til Nordjyllands Politi og underrettede Socialtilsyn Nord. Bostedet Gården, der havde barnet i sin varetægt, gjorde altså intet for at orientere myndighederne om overgrebet.
Barnet er fjernet
Socialtilsyn Nord skriver efterfølgende på Tilbudsportalen at, "ledelsen ikke har sikret, at anbringende myndigheder er orienteret om angiveligt seksuelt krænkende forhold mellem unge i tilbuddet".
- Det, at vi ikke får den her underretning fra Hjorthøjgård, er selvfølgelig utilfredsstillende. Jeg kan oplyse, at det har givet anledning til nogle alvorlige drøftelser med Hjorthøjgård efterfølgende, siger Uffe Viegh Jørgensen, der dog oplyser, at kommunen fortsat har tillid til stedet.
Ifølge Uffe Viegh Jørgensen handlede Jammerbugt Kommune hurtigt på informationen om overgrebet ved at fjerne barnet fra Hjorthøjgård.
Notater fra Nordjyllands Politi viser, at mindst en anden sexkrænkelse mod en mindreårig har relation til Gården. Det fremgår, at en beboer på Gården i 2015 blev anmeldt for at have delt børnepornografiske optagelser af en mindreårig uden for bostedet, som beboeren havde en relation til.
Anonymiseret alder og køn
Lars Andresen, der er leder af Hjorthøjgård, driver også Gården. Han har ikke svaret på Fagbladet FOAs henvendelser. I stedet bringer Hjorthøjgårds hjemmeside en række kommentarer.
- Vi kan naturligvis ikke kommentere på enkeltsager til udenforstående, men kan forsikre enhver om, at hvis der måtte være sket noget, så er myndighed til enhver tid orienteret ud fra vores aktuelle vidensgrundlag og vores handlevejledninger, skriver Hjorthøjgård blandt andet.
Fagbladet FOA har desuden modtaget flere mails fra advokat Bjarke Vejby, som repræsenterer Lars Andresen. Advokaten henviser blandt andet til, at Socialtilsyn Nord ikke har givet påbud eller sat Gården under skærpet tilsyn samt at overgrebet er underlagt tavshedspligten, og at hans klient derfor ikke kan udtale sig om forholdene.
Fagbladet FOA har af hensyn til ofrene anonymiseret alder og køn for at sløre deres identitet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.