Tyverier

Beboer lyst i ansiget af indbrudstyv

Det lyder som noget fra en film, men for en beboer på Rugmarken i Løgstør var det virkeligt nok, da han blev vækket midt om natten af listende skridt i sit hus. Det skete ved 03-tiden natten til søndag, hvor han hørte fodtrin og hviskende stemmer i havestuen. Kort efter blev døren åbnet ind til hans værelse, og han blev lyst i ansigtet med en lommelygte. Det fik tyvene til at forsvinde over hals og hoved, og de har tilsyneladende ikke nået at stjæle noget. Løgstør Politi oplyser, at gerningsmændene er kommet ind i huset ved at pille en liste af et vindue.