Beboer på tsunami-ramt ø: Jeg løb da bølgerne kom

Mindst 832 er døde, efter et jordskælv og en tsunami fredag ramte den indonesiske ø Sulawesi, skriver AP.

Ritzau
Mennesker reddes ud af en kollapset restaurant i Palu på den tsunami-ramte ø Sulawesi. Foto: Bay Ismoyo/AFP/Ritzau Scanpix
Ulykker 30. september 2018 19:08

Et kraftigt jordskælv udløste fredag en tsunami, som sendte store bølger ind over den indonesiske ø Sulawesi.

Halvanden meter høje bølger ramte byen Palu, hvor der bor omkring 350.000 mennesker.

- Jeg løb, da jeg så bølgerne ramme husene ved kystlinjen, fortæller Rusidanto, der bor i Palu, til nyhedsbureauet AP.

Mindst 832 er omkommet efter naturkatastrofen, oplyser det indonesiske katastrofeberedskab søndag.

Katastrofen blev indledt af et jordskælv, der nåede en styrke på 7,5.

- Vi panikkede alle sammen og løb ud af vores hus, da jordskælvet ramte, siger 39-årige Anser Bachmid til nyhedsbureauet.

- Folk har brug for hjælp - mad, drikke, rent vand. Vi ved ikke, hvad vi skal spise til aftensmad i aften.

Unicef er en af de nødhjælpsorganisationer, som har nødhjælpsarbejdere på Sulawesi. Organisationen har her særligt fokus på at hjælpe de ramte børn.

Steen Andersen, generalsekretær i Unicef Danmark, fortæller, at den første opgave er at danne sig et overblik over katastrofen:

- Nødhjælpsarbejderne skal finde ud af, hvor der er sket noget, hvor slemt det står til, og hvor man skal sætte ind først.

- Det er et overblik, de skal skaffe sig i en kaotisk situation med mennesker, der er fysiske og psykisk hårdt ramt, siger han.

Unicefs opgave er blandt andet at hjælpe med bringe børn, som er blevet væk fra deres familier under katastrofen, hjem til disse igen.

Herefter skal der skaffes rent vand og sanitære forhold, så smitsomme sygdomme ikke spreder sig ved dårlig hygiejne, fortæller Andersen.

Han er ikke selv på Sulawesi, men har tidligere været udstationeret i flere andre katastroferamte lande. Han fortæller, at det er en hård psykisk opgave:

- Man skal være psykisk robust som nødhjælpsarbejder for at have det overskud, der gør, at man kan hjælpe nogle, der har det langt værre end en selv, siger Andersen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...