Beboer vil have legeplads flyttet

Bonderup 16. september 2002 08:00

BONDERUP: En husejer på Skræmvej i Bonderup føler sig så generet af en legeplads tæt ved hendes hus, at hun har klaget til Fjerritslev Kommune over placeringen og anmoder om at der findes et andet sted til legepladsen. Hun mener, at den er for lille i forhold til det antal børn, der bruger pladsen, og hun oplyser over for kommunen, at hun bliver udsat for chikane og hærværk af børnene. Hun har tidligere henvendt sig til forvaltningen med klager over gener fra legepladsen, der blev anlagt af en gruppe forældre for nogle år siden på et kommunalt stykke jord ved den nedlagte banelinie i Bonderup. Der er 12 meter fra pladsen til klagerens ejendom. Kommunen har tidligere forklaret klageren, at gener fra legende børn ikke falder ind under nogen lovbestemmelse og henvist spørgsmålet om chikane og hærværk til en eventuel politianmeldelse. Nu skal teknisk udvalg se på sagen på onsdag. Forud har teknisk forvaltning vurderet, at legepladsen, der er på ca. 500 m2 og rummer fem legeredskaber og en sandkasse, ikke kræver nogen speciel tilladelse, og at den bør kunne benyttes uden gener for de omboende.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...