Beboere fra Klitrosen har hjemve

Renoveringen af plejecenter Klitrosen i Klitmøller færdigt til september

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det har ikke været helt uden støjgener, at bo i stueetagen under 1. sal på Højtoftecenteret, hvor håndværkere har været i gang med renoveringsarbejde siden marts.

Siden september sidste år har 22 beboere fra plejecenter Klitrosen i Klitmøller boet på Højtoftecenteret i Thisted, mens deres plejecenter i Klitmøller er blevet renoveret. Byggeriet i Klitmøller går som planlagt, oplyser leder på Klitrosen, Gunhild Thing, så hun regner med at personalet og beboerne kan vende hjem til deres nye boliger midt i september. Opholdet på Højtoftecenteret har været på både godt og ondt, for de seneste måneder har beboerne boet nedenunder en byggeplads, idet Sygehus Thy-Mors, der har overtaget Højtoftecenteret, i marts gik i gang med at ombygge første salen til sygehusets nye administration. Rigtig slemt – Det var rigtigt slemt i nogle uger i sidste måned, hvor håndværkerne var i gang med at bryde gulvet op med en slaghammer. Vi har jo 10 demente patienter til at bo her, og især de beboere har haft det slemt med larmen. De kunne jo ikke forstå, hvad der skete, og man skal huske på, at nogle af dem har oplevet krigen. De høje lyde mindede dem om de ting, de oplevede dengang, siger Gunhild Thing. Men i det store og hele har både beboere og personale været tilfreds med at være genhuset på Højtoftecenteret – ikke mindst fordi der stod et indrettet afsnit for demente klar til at rykke ind i, efter de tidligere beboere flyttede til Vibedal. – Det er en af de store plusser ved Højtoftecenteret, hvilket også var grunden til, at vi valgte genhusning her. Støjgenerne har vi forsøgt at gøre så meget ved som muligt. Blandt andet har vi lavet aftaler med håndværkerne om kun at larme et par timer om dagen med slaghammeren, og det har fungeret fint, men jeg må indrømme, at det kom bag på os, at det kom til at larme så meget, som det gjorde i en periode i sidste måned, understreger hun. Lige nu er larmen dog til at holde ud, efter at håndværkerne er færdige med at hamre med den store slaghammer, men alligevel glæder beboere og personale sig til at komme hjem. Glæder sig helt vildt – Vi glæder os faktisk helt vildt til at komme hjem. For vi kommer jo fra Klitmøller og savner derfor nærheden med havet og naturen. Så hjemveen er lige nu til at tage at føle på, konstaterer hun. Nu kan beboere og personale så glæde sig til at komme til rejsegilde på Klitrosen i Klitmøller..., og da vil de beboere, som er friske nok, blive transporteret til Klitmøller i bus. – Så laver vi en lille festlig tur ud af det. Og vi glæder os alle sammen til at se, hvordan vores nye hjem former sig, slutter Gunhild Thing.