Tårs

Beboere samler underskrifter mod køkkenlukning

Knap 370 underskrifter mod lukning af plejehjemskøkken, som også betjener andre beboere

HJØRRING:Helga Jensen (90) er vred over, at byrådet har besluttet at lukke køkkenet på plejehjemmet Vesterlund på Nordens Allé. Helga Jensen bor på fjerde sal på Nordens Allé 25, og hun har i lighed med mange andre brugere og pårørende skrevet under på en underskriftsindsamling, som beboerforeningens bestyrelse har sat i værk. Ingen af dem vil af med køkkenet, som beskrives som veldrevet med gode ansatte og en god leder. Byrådets beslutning om lukning træder efter planen i kraft næste sommer. Så skal al mad leveres fra Centralkøkkenet i form af kølemad til en uges forbrug. Det giver en besprelse på 2.8 millioner kroner. - Hvorfor vil de have så mange utilfredse brugere, spørger Helga Jensen opbragt. Og der tænkes ikke kun på ændring i madleverancen. Initiativtagerne frygter, at samværet i katinen/cafeteriaet skal forsvinde eller lide under, at køkkenet lukker. - Det sociale betyder det halve, understreger bestyrelsesmedlem Jytte Damgaard. Når køkkenet på Vesterlund lukker, forvandles det til et modtagekøkken, hvor kølemaden fra Centralkøkkenet skal varmes op. - Cafeteriaet lukkes ikke, og vi har ingen intentioner om, at lukningen af køkkenet skal berøre det sociale liv i cafeteriaet, siger socialdirektør Konny Olesen fra Hjørring Kommune. Hendes politiske chef, socialudvalgsformand, Helmuth Zickert (S), mener ikke, at lukningen af Vesterlunds køkken vil give problemer, som ikke kan løses. - Centralkøkkenet leverer også til Vellingshøjscentrets og Bålhøjcentrets cafeteria. Det skal det også gøre til Vesterlund, siger Helmuth Zickert. - I Tårs bruges cafeteriaet også af visiterede uden for Bålhøjcentret. Det samme gør sig gældende for Vesterlund. Folk skal fortsat være hjerteligt velkomne. Jeg kan ikke se noget til hinder for det. Det må vel være et spørgsmål om i forvejen at bestille ekstra portioner fra Centralkøkkenet. Vi vil jo gerne have aktivitet og socialt samvær de steder, vi har, siger Helmuth Zickert. Han tilføjer, at Centralkøkkenet også leverer mad til arrangementer. Det sidste har initiativgruppen været glade for i forbindelse med køkkenet på Vesterlund. De forventer bliver ringere muligheder, hvis køkkenet lukker. Køkkenet har blandt andet leveret til banko- og kortaftener. - Det sociale er vigtigt for mange ældre. I dag bor børnene ofte længere væk. Det betyder noget, at man kan købe et glas rødvin om søndagen, og hygge sig med andre, siger Helga Jensen.