EMNER

Beboere skal undgå at blive smidt på gaden

Himmerland Boligforening ansætter beboerkonsulent, der skal nedbringe antallet af udsættelser

Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening: - Vi kan selvfølgelig sætte dem på gaden, men det løser jo ikke noget. Arkivfoto: Ajs Nielsen

Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening: - Vi kan selvfølgelig sætte dem på gaden, men det løser jo ikke noget. Arkivfoto: Ajs Nielsen

Himmerland Boligforening gør nu en ekstraordinær indsats for at nedbringe antallet af beboere, der bliver sat på gaden. Boligforeningen har ansat en såkaldt beboerkonsulent, der især skal fokusere på Blåkildevej, Fyrkildevej, Hvidkildevej og Ravnkildevej i det østlige Aalborg. Det er i første omgang en forsøgsordning, der løber til udgangen af 2014 og er støttet af Social- og Integrationsministeriet. Direktør i Himmerland Boligforening Ole Nielsen pointerer dog, at foreningen håber og tror på, at den selv vil kunne føre projektet videre. Beboerkonsulenten tager kontakt til beboere, der ofte ikke får betalt huslejen til tiden og er i fare for at blive sat på gaden. Sammen går de rudekuverterne igennem og får overblik over udgifterne. Måske skal der hentes hjælp i banken - andre gangen skal der bare omprioriteres, så væsentlige udgifter som netop huslejen men også eksempelvis el får højere prioritet. Alt sammen kan selvfølgelig kun ske, hvis den enkelte beboer går med til det. Indsatsen sker i tæt samarbejde med Aalborg Kommune, og projektet har som mål at få halveret antallet af udsættelser.