Beboerforening på havnen er utilfreds med kort tidsfrist

SÆBY:Teknisk udvalg vil tage beboerne på havnen med på råd, inden der træffes beslutning om et eventuelt parkeringsforbud i Algade på strækningen fra Barbras Allé til Klostergyden. Det er man godt tilfredse med i beboerforeningen. Knap så tilfredse er man med den tidsfrist, der er givet. - Vi har fået en uge til at indsende et skriftigt svar på henvendelsen. Det er altså ikke godt nok, og vi synes ikke, det er seriøst af teknisk udvalg, siger formanden for beboerforeningen, Erik Schack. Kommunen er på vej med parkeringsrestriktionen, fordi der om sommeren er trafikkaos i Algade. Husejerne har ikke parkeringsmulighed på egne grunde og stiller derfor bilerne ved kantstenen. Konsekvensen er trafikpropper, fordi to biler ikke kan passere hinanden på kørebanen. - Hvis man laver et parkeringsforbud, har vi ikke noget sted at stille vores biler, og det går jo ikke. Så et forbud er ikke vejen frem. En begrænsning kunne være en mulighed, men ikke hele året. Der er kun problemer i tre måneder om sommeren, siger Erik Schack. Beboerforeningen har sit eget trafikudvalg, der nu er sat på sagen. Og selvom tidsfristen er udløber allerede i morgen, onsdag, skal foreningen nok nå at lave en udtalelse til kommunen.