Kunst

Bechs Klædefabrik åbner med Passion

HJØRRING:Knap 40 akvareller samt et stort oliemaleri af Poul Anker Bech får deres egen afdeling, når Vendsyssels nye kunstmuseum 14. marts for første gang svinger sine glasdøre op for publikum. Og de kommer således til at danne en udstilling i udstillingen af omkring 250 kunstværker, der ikke tidligere har været udstillet samlet. - Malerierne af Poul Anker Bech har Niels Rokkedal købt direkte af sin ven, fortæller museumsinspektør Marianne Illkjær, Vendsyssel Kunstmuseum. Hun glæder sig lige som museets formand, Troels Bidstrup Hansen, over åbningsudstillingen, der har fået titlen: Passion. - Det er noget af et scoop, mener Bidstrup Hansen om kunstværkerne, der alle stammer fra Birthe og Niels Rokkedals omkring 900 værker store samling. Bidstrup Hansen erkender, at kunstmuseet kan risikere at få kritik af, at der i åbningsudstillingen ikke bliver plads til nogle af museets egne billeder. Men han glæder sig over, at Vendsyssel Kunstmuseum får lejlighed til at vise kunst i stort format med Rokkedals samling af international billedkunst fra anden halvdel af sidste århundrede. Både Birthe og Niels Rokkedal stammer begge fra Vendsyssel, men har via Niels Rokkedals lange karriere som direktør i IBM været vidt omkring i verden. Og det har sat sit præg på parrets interesse. Samlingen rummer derfor ikke kun danske ting, men også en række værker af kunstnere fra USA og det øvrige Europa. Fra Europa til USA - Her drejer det sig for Europas vedkommende fortrinsvis om fransk og tysk kunst. Men samlingens absolutte tyngdepunkt udgøres af nyere, amerikansk kunst, oplyser Marianne Illkjær. - Rokkedals stadige rejser for IBM gjorde det muligt for ham at få førstehåndskendskab til de værker, der i løbet af 1960'erne flyttede fokus i kunstlivet fra Europa til USA - og han har købt fremragende ind, mener Marianne Illkjær. Hun peger især på, at to væsentlige skikkelser i amerikansk efterkrigskunst, Robert Rauschenberg og Jasper Johns, er fornemt repræsenteret. - Det er ikke for meget at sige, at Rokkedals samling af disse to centrale begavelser er den væsentligste på området herhjemme. Alene af Rauschenberg ejer Niels Rokkedal 10 glimrende værker. Men også pop-kunstnere som Andy Warhol og Claes Oldenburg hører sammen med minimalister som Sol Lewitt og Richard Serra til samlingen. Tillige er blandt andet den franske Nouveau Realisme respræsenteret med arbejder af folk som Arman, César, Tinguely og Spoerri, og dertil kommer en række erhvervelser af tyske kunstnere som Anselm Kiefer, Sigmar Polke og Gerhard Richter. Og endelig danskere som Henry Heerup, Asger Jorn og Per Kirkeby. I forbindelse med udstillingen er der udgivet en bog med et udvalg af de bedste billeder i Birthe og Niels Rokkedals Samling. Den er redigeret af kunstkritikeren Michael Wivel.