Bedding har ombygget kutter for 2,5 mio.

Læsø-kutter har givet god beskæftigelse i tre og en halv måned

FREDERIKSHAVN:I denne weekend forlader stålkutteren FN 104 "Carpe Diem" Frederikshavn Bedding for igen at vende hjem til Østerby på Læsø og til hummerfiskeri i Skagerak. En god lille opgave, kan beddingsejer Stig Davidsen samtidig konstatere, efter at have bygget skipper Erik Poulsens kutter om for 2,5 mio. kr. Den nu 114 ton tunge kutter fra 1987 har fået helt nyt agterskib og er dermed samtidig blevet forlænget en smule. - Desuden har vi lavet helt ny dæksudrustning og moderniseret hydraulik-systemet, fortæller Leif Davidsen. - Trawlriggen er bygget op efter et helt nyt princip, der opfylder Søfartsstyrelsens nye krav, og i agterskibet er der indrettet vådbinderi, så skipperen kan medbringe fire trawl med reservetrawl. Store luger under nettromlen bevirker samtidig, at der hurtigt kan skiftes redskaber på havet, fortæller Leif Davidsen i store træk om de mange omforandringer, der er foretaget. I den forgangne uge var kutteren af beddingen for at få lavet krængningsprøver og efter en smuttur op på beddingen igen. Opgaven har givet god beskæftigelse på værftet i tre og en halv måned. - Mod normalt fem ansatte har vi inklusive mig selv været otte om arbejdet og på konstant overarbejde, så nu skal der slappes lidt af, inden de næste opgaver venter, siger Stig Davidsen. De opgaver, der venter, er som det ser ud i øjeblikket mindre omfangsrige, oplyser han.