EMNER

Bedemanden har solgt firmaet

Asger Josefsen har valgt at stoppe efter 20 år

BRØNDERSLEV:Bedemanden ved Asger Josefsen i Nørregade i Brønderslev, har solgt forretningen, og de ny indehavere er Baggesen Begravelsesforretning og Stenhuggeri. Thorvald Baggesen og svigerinden Birgit Baggesen driver i forvejen tre forretninger - på Frederikshavnsvej i Hjørring, på Sæby Landevej i Tårs samt i Østergade i Brønderslev. - Det er planen, at de to forretninger i Brønderslev fortsat skal bestå separat, bemærker Thorvald Baggesen. Birgit Baggesen og Thorvald Baggesen har fire rustvogne med overtagelsen af én bil fra Bedemanden i Nørregade. Asger Josefsen har solgt en rustvogn til anden side. Der er syv ansatte i Baggesen Begravelsesforretning ogStenhuggeri. Om baggrunden for at afhænde sin forretning siger Asger Josefsen: - For to en halv måned siden kom jeg til at se, at jeg snart kunne fejre 20 år med forretningen, og jeg fandt, at tiden så var inde til at lave noget andet, siger Asger Josefsen. Han nævnte det for en repræsentant, der kommer til bedemænd, og dermed var kontakten skabt. - Det blev hurtigt aftalt med Birgit Baggesen og Thorvald Baggesen, at de skulle overtage firmaet, fortæller Asger Josefsen. Det er blevet til 20 år, en måned og fire dage. - Jeg glæder mig til at få lidt mere fritid, siger Asger Josefsen, der indrømmer, at det er et krævende arbejde at være bedemand. - Der skal altid være vagt på telefonen, siger han. Thorvald Baggesen og Birgit Baggesen har siden 1988 været i branchen. De overtog i 1988 forretning i Tårs. I 1990 udvidede de med forretning i Hjørring og i 1992 etablerede de sig i Brønderslev. De havde først til huse i Bredgade, men i forbindelse med byggeriet af Tygelsgade-centret kom de i klemme. De flyttede herefter til Østergade. Før de i 1988 gik sammen i Tårs, var Thorvald Baggesen købmand, mens Birgit Baggesen var på kontor. Selv om der er nok at se til med nu fire forretninger, vil Thorvald Baggesen ikke give afkald på sin store fritidsinteresse, som er amatør. Han har gennem det meste af livet optrådt på de skrå brædder, og nu er han formand for Sommerspillene i Hjørring, hvor han også gennem mange år selv har stået på scenen. Asger Josefsen vil nu koncentrere sig om sit firma P.J. Gulvmand ApS, som han driver sammen med Torben Baggesen og Jens Pedersen. I 1969 begyndte Asger Josefsen i faget med gulve, og i 1973 åbnede han selvstændig forretning. I 1983 etablerede han så forretningen Bedemanden. -Vi har meget travlt i gulvfirmaet, så der vil jeg bruge mere tid, fortæller Asger Josefsen.