Bedrager skal betale millionerstatning

Storbanker havde en halv milliard i klemme efter Memory Card-konkurs

Den tidligere ledelse i den krakkede it-virksomhed Memory Card med John Trolle i spidsen skal betale 100 millioner i erstatning til kreditorerne. Det har Vestre Landsret afgjort. Arkivfoto: Scanpix

Den tidligere ledelse i den krakkede it-virksomhed Memory Card med John Trolle i spidsen skal betale 100 millioner i erstatning til kreditorerne. Det har Vestre Landsret afgjort. Arkivfoto: Scanpix

VIBORG:Den tidligere ledelse i den krakkede it-virksomhed Memory Card med John Trolle i spidsen skal betale 100 millioner i erstatning til kreditorerne. Det har Vestre Landsret afgjort.

Dermed er der sat punktum i en af danmarkshistoriens største erstatningssager.

Også revisorerne, Ernst & Young og Pricewaterhousecoopers blev dømt til at betale deres del af erstatningen på de mange millioner, der skal betales med procesrente fra 28. juni 2002.

Dømt for bedrageri

Kuratorerne i konkursboet var af den opfattelse, at den tidligere administrerende direktør og hovedaktionær John Trolle - nu Rasmussen - havde manipuleret med regnskabet. Varelagrene i virksomheden var pumpet kunstigt op.

Han fik seks års fængsel for bedrageri af særlig grov karakter overfor selskabets banker. Danske Bank og Nordea har tilsammen 567 millioner til gode i konkursboet.

Det var endvidere konkursboets opfattelse, at selskabets øvrige bestyrelse og selskabets revisorer i forbindelse med deres arbejde havde handlet ansvarspådragende, selv om de ikke kendte til direktørens regnskabsmanipulationer.

Afventer straffesag

Derfor anlagde kuratorerne erstatningssagen - og fik medhold.

Memory Card Technology, der producerede og solgte hukommelseskort til computere, gik i betalingsstandsning i januar 2001 og i september samme år gik virksomheden konkurs med en gæld på 630 millioner kroner.

Kuratorerne besluttede allerede for mange år siden at kræve erstatning af konkursboet, men har afventet en straffesag mod den tidligere direktør og stifter af virksomheden, John Trolle.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.