EMNER

Bedrager taget på fersk gerning

En 33-årig eks-københavner forsøgte at leje lejligheder ud, som ikke var hans, men endte med at stå ansigt til ansigt med ordensmagten i en 3-værelses lejlighed i Borgergade

Den 33-årige københavner vidste, at spillet var ude, da politiet troppede op i lejligheden i Borgergade.

Den 33-årige københavner vidste, at spillet var ude, da politiet troppede op i lejligheden i Borgergade.

AALBORG:En 33-årig eks-københavner blev i sidste uge ramt af nemesis, da han forsøgte at udleje nogle lejligheder i Aalborg. Lejligheder som han vel og mærke ikke stod som ejer af. - Han kom ned til os om onsdagen og sagde, at han var interesseret i at udleje to lejligheder. Aftalen var så, at han fik udleveret nøglerne og skulle vende tilbage næste dag, fortæller Freddy Claesen, direktør i Lykkebo. Men hvad han ikke vidste på daværende tidspunkt var, at personen havde kopieret internet-annoncerne fra Lykkebos hjemmeside og lagt dem ud på den meget søgte boligportal ’www.ledige-lejligheder.dk’ og havde fået henvendelser fra nogle interesserede. - Min kæreste og jeg bor i bofællesskab, men vi venter barn til september og vil derfor gerne finde en lejlighed for os selv, fortæller 31-årige Rasmus Banke, der i disse dage afleverer sit speciale på Aalborg Universitet, hvor han har læst til civilingeniør. Lidt for pengeglad Rasmus og hans kæreste Charlotte havde lavet en aftale om at se lejligheden om torsdagen, fordi Ditlev - som bedrageren kaldte sig - sagde, at han arbejdede i Norge, så han kunne ikke komme før. Men Rasmus og Charlotte kommer tilfældigt forbi lejligheden i Borgergade, som de havde udset sig, om onsdagen og til deres store overraskelse er ”Ditlev” deroppe. - Vi fik os en snak og han var meget flink. Vi synes lejligheden var god, så vi sagde, at vi gerne ville have den. Han havde allerede lejekontrakt klar, men vi sagde, at vi ganske vist var interesserede, men nødt til lige at tænke os om en ekstra gang, fortæller Rasmus. Parret beslutter sig for at slå til og ringer til ”Ditlev”. - Han forklarer, at han skal have tre måneders forudbetalt husleje i depositum samt en måneds husleje på forskud, så han kunne se, at vi var interesserede. Men jeg synes, at han var lidt for interesserede i pengene, forklarer Rasmus, der omsatte sin skepsis til sund fornuft. Han ringede til Tinglysningskontoret og fik oplyst hvem der ejede den pågældende lejlighed, hvilket Freddy Claesen gjorde. Ham kunne Rasmus ikke finde nummeret på, men snarrådigheden fik ham til at søge på oplysningen, hvilket gav ham nummeret på den tidligere lejer af lejligheden. - Han satte mig i forbindelse med Lykkebo, hvor jeg fik fat i Freddy Claesen og fortalte ham hvad der var sket, siger Rasmus. Venter på ”Ditlev” Men han var ikke den første, der havde kontaktet Freddy Claesen. - Yderligere en ung pige, som gerne ville leje lejligheden sammen med en veninde, havde kontaktet mig. Jeg bad dem om at tage kontakt til bedrageri-afdelingen hos Aalborg Politi, hvilket jeg også selv gjorde, fortæller den rigtige udlejer. Hos Aalborg Politi har man ikke rykket ud efter den første anmeldelse, men da Rasmus henvender sig og samtidig siger, at han har en aftale med ”Ditlev”, tager lederen af bedrageri-afdelingen, Ole Thomsen, og en anden betjent ned i Borgergade, så de er på plads et godt stykke tid før. - Vi venter på trappen lige oven over, mens det unge par står og venter ved døren ind til lejligheden. Da bedrageren kommer op af trappen, lader vi dem lige hilse og han åbner døren ind til lejligheden. Så går vi stille og roligt ned og tager ham, forklarer Ole Thomsen. - Jeg fik lidt ondt af ham. Han virkede noget desperat og som lidt af en stakkel, siger Rasmus Banke. Den anden lejlighed, som ”Ditlev” fik nøglerne til, var i Poul Paghs Gade, men hverken Lykkebo eller politiet har modtaget anmeldelser herfra.