Bedragerisigtet rugemor var i kontakt med flere par

Rugemor tilbød fem par og en kvinde at hjælpe dem med at få børn, fortæller advokat.

Arkivfoto
Kriminalitet 10. januar 2019 06:48

Den sjællandske kvinde, der er blevet sigtet for at have ageret rugemor for to forskellige par på samme tid, har været i kontakt med op mod fem andre par og en kvinde.

Det fortæller advokat Louise Traberg Smidt til TV2.

Den sigtede rugemor anklages for at have modtaget store pengebeløb til dækning af udgifter i forbindelse med graviditetsbehandlinger, medicin og rejser.

Efterfølgende fortalte rugemoren, at hun ikke var blevet gravid. Senere fødte hun dog i hemmelighed tvillinger.

Foruden de to par, der hver har betalt op mod 100.000 kroner til den bedragerisigtede rugemor, så har blandt andet et par i Roskilde også været i kontakt med kvinden.

- Hun skrev til os ud af det blå på Messenger, fortæller Michelle, der ikke har ønsket at stå frem med sit fulde navn, til TV 2.

Michelle og hendes mand var i kontakt med rugemoren i foråret 2016.

- Allerede to dage efter talte vi sammen om at tage kontakt til en fertilitetsklinik. Det lyder naivt, men vi var desperate.

Men da rugemoren begyndte at efterspørge penge til dette og hint, blev parret nervøse og afbrød samarbejdet. Det samme var tilfældet med de andre par.

I dag bor de tvillinger, rugemoren fødte for to år siden, hos hende. Loven foreskriver, at det er den fødende kvinde, der betragtes som mor til børnene.

En dna-prøve har senere vist, at manden i et af de to par er den biologiske far.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...