Bedre arbejdsmiljø skal motivere sygeplejersker til fuldtid

Det er nødvendigt at skabe respekt om sygeplejerskers arbejde, siger formanden for Dansk Sygeplejeråd.

Ritzau
Flere læger, sygeplejersker og sundhedsplejersker skal give mere tryghed i det danske sundhedsvæsen, fortalte regeringen og DF på et pressemøde, hvor de præsenterede en ny sundhedsaftale.
Sundhed 26. marts 2019 13:18

KØBENHAVN: Patienter skal opleve mere tryghed i det danske sundhedsvæsen.

Det skal mere personale i sundhedsvæsenet være med til at sikre. Dansk Folkeparti og regeringen vil blandt andet uddanne flere læger og sygeplejersker.

Det fortalte parterne på en pressemøde tirsdag, hvor de præsenterede sundhedsreformen "Et stærkere sundhedsvæsen - tættere på dig".

Helt konkret skal der optages 2000 flere sygeplejersker på uddannelsen i 2019-2022 end i 2015-2018.

Mange sygeplejersker arbejder på deltid, og det skal der ifølge regeringen og DF også ændres på.

Parterne er enige om, at flere sygeplejersker "skal motiveres til at gå op i tid", hedder det i aftalen. Det skal ske ved at skabe et bedre arbejdsmiljø.

Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, glæder sig over, at der nu er lavet en aftale, og hun ser frem til at diskutere det med parterne.

- Det er positivt, at man har fået øjnene op for, at sygeplejerskerne spiller en utrolig vigtig rolle i det samlede sundhedsvæsen, siger hun.

Hun fortæller, at begge tiltag er positive, men vigtigst er det at holde fast i dem, der allerede er uddannet. Der skal skabes respekt om deres arbejde.

- Langt de fleste er gået ned i tid, fordi de synes, at arbejdspresset er for stort, siger hun.

Hun nævner, at nogle sygeplejersker oplever, at de må på arbejde, på trods af, at de troede, de havde fri. Derfor er flere gået ned i tid og har dermed fået flere fridage.

Hvis alle deltidsansatte sygeplejersker arbejder 1,3 timer mere om ugen, vil det svare til at ansætte 1000 nye sygeplejersker, vurderer regeringen og DF.

Samme effekt kan man nå, hvis 17 procent af deltidsstyrken går på fuldtid.

Øvelsen med at få flere fuldtidsansatte er ikke ny. Danske Regioner har længe forsøgt at få hævet antallet af fuldtidsansatte. Dog uden det store held.

Lige nu er der flertal for sundhedsaftalen i Folketinget, men den kan ikke føres ud i livet, inden der senest 17. juni skal afholdes folketingsvalg.

Derfor skal partierne også have flertal efter valget, hvis ændringerne skal gennemføres.

- Uanset hvem der kommer til at sidde og bestemme det her, så er der behov for, at vi får gjort noget ved det her, siger Grete Christensen og tilføjer:

- Man er helt sikker på, at situationen nu er af sådan en alvor, at man bliver nødt til at gøre noget.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...