Bedre brød og bedre uddannelse

Steen Larsen tog på kursus og kom hjem med en god idé

PANDRUP:Steen Larsen er driftsassistent i bageriet på Schulstad Brød A/S. Hans arbejde består i - sammen med driftslederen - at sørge for, at produkterne kører, lave mødeplaner, indkøb af råvarer og kontakt til leverandører. Kort sagt: At stå for den daglige drift. For nylig sendte firmaet ham og to andre driftsassistenter - Peter Vejrgang og Poul Andersen - på lederkursus. Et forløb, der gav Steen Larsen et indblik i ledelseskunsten. En kunst, som kan være svær at håndtere, hvilket Steen Larsen fandt ud af, at han ikke var ene om at føle. - Ved at snakke med andre ledere, har jeg indset, at vi slås med de samme problemer i hverdagen vedrørende personale, levering og så videre, forklarer Steen Larsen, mens han tager et hiv af smøgen. Han har forladt bageriet, hvor den slags er bandlyst, ligesom hygiejnen påkræver en hvid kittel, som han dog stadig har på. Lederkurset blev afsluttet med et projekt. Et projekt, hvor Steen Larsen fokuserede meget på personaleuddannelse. - Det var ret indlysende for mig, at det var det, jeg skulle skrive om. Jeg vil ikke sige, at den har været mangelfuld, men man kan altid lære mere. Ude i bageriet er ikke alle faglærte. Derfor kan det være lidt svært at lære en smed at lave brød, pointerer Steen Larsen. Med i handlingsplaner Til projektet lænede han sig op af sin driftsleder, der gav gode råd og sparring. Da det stod klart, præsenterede han det for ledelsen og det blev positivt modtaget. - Det, vi har gjort, er at indarbejde projektet i vores handlingsplaner til næste år, så det indgår i en sammenhæng med resten af vores personaleuddannelse, forklarer fabrikschef Kim Jakobsen. Helt konkret vil firmaet tage kontakt til leverandører, som underviser i for eksempel råvarerne og hvordan de reagerer under bagningen. Udover projektet med uddannelse har firmaet fået noget mere ud af pengene. Nemlig en bedre leder. - De har helt klart fået en bedre mand ud af mig. Både opad til ledelsen og nedad til mine medarbejdere. Førhen fik man at vide, hvad man skulle lave uden at stille spørgsmål ved det. Og når jeg skulle fortælle den information videre, vidste jeg ikke baggrunden hvorfor. Det er jeg blevet bedre til at spørge ind til, så mine medarbejdere ved mere. Desuden har kurset også handlet om at uddelegere og jo mere personalet ved, jo mindre skal jeg blande mig i produktionen. I sidste ende handler det om at få bedre kvalitet, mindre spild og et mere tilfreds personale, siger Steen Larsen, inden han smutter ud i bageriet igen. Knap 900 tons rugbrød skal produceres inden ugen er omme, så det er om at komme ud og lede og fordele.