Bedre bund-forhold giver flere fisk

Danmark 1. september 2005 06:00

VEJLE: Restaurering af havbunden med muslinger kan måske få fiskene tilbage til danske fjorde og kyster, der lider af fiskemangel på grund af dårlige bundforhold. Det viser resultater fra et forskningsprojekt, som Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) laver i Vejle Fjord. Forskerne har spredt muslingeskaller indkapslet i netposer ud på bunden. Fisk kan nemlig bedre gemme sig for naturlige fjender og finde føde på en kuperet end en flad havbund. Og det hjælper. - Det er en meget billig metode at restaurere havbunden på, som uden problemer kan bruges rundt i andre danske fjordområder, siger seniorrådgiver Per Dolmer fra DFU. Det er mange års muslingefiskeri og stenfiskeri, der har forringet bundforholdene i en række fjorde og gjort dem uegnede som levesteder for fisk og skaldyr. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...