Bedre end nogensinde

Kristian Nøhr skal lukke af for modstanderne - han vil i Håndboldligaen

Vadum 28. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Kristian Nøhr fik smadret sidste sæson af mononucleose - også kendt som kyssesyge - men nu er den tidligere ynglinge- og ungdomslandsholdsmålmand for alvor klar til et gennembrud i nordjysk håndbold. - Jeg er meget, meget længere fremme rent fysisk i år end sidste år, hvor første halvdel af sæsonen blev ødelagt af kyssesyge, bedømmer han selv uden dog at ville pege på sig selv som en af profilerne hos EliteHåndbold Brønderslev, overbygningen på BI-håndbold i 1. division. - Nej, der kan jo ske så meget i løbet af en sæson, men jeg håber da på, at jeg får en god sæson. Og jeg har glædet mig til, at jeg ville blive førstevalget i målet, erkender han. Sidste år måtte han stå lidt i skyggen af gennemrutinerede Dennis Nielsen, der dog har droslet betydeligt ned på karrieren til denne sæson. Civilt arbejde har flyttet Dennis Nielsen til Brædstrup-området, hvor han nu stiller op for Bakkelandets HK i serie 2. I år bliver konkurrenten til målmandspladsen 23-årige Mogens Frederiksen fra Nors, men 22-årige Kristian Nøhr - med en fortid hos blandt andet Vadum og Bjerringbro KFUM - ligner det oplagte førstevalg hos de ambitiøse vendelboer. - Vi skal i hvert fald være med i oprykningskampen. Det har vi holdet til. Det viste vi blandt andet ved at slå Viborg HK (26-27, red.) fra Håndboldligaen ... tilmed på udebane, siger Kristian Nøhr. Ustabile vendelboer Som oprykkere var BI sidste år også langt hen ad vejen med i oprykningsstriden, men holdet var lidt for ustabilt henover sæsonen. - Det bliver altid lidt sværere i den anden sæson. Så kender modstanderne os jo. Men jeg tror på, at vi har et hold, der er stærkt nok til at rykke op, mener målmandstalentet, der forhåbentlig blomstrer i fuldt flor i denne sæson. Jan Larsen er lidt mere forsigtig i sine spådomme om, hvad den nye sæson vil bringe til Brønderslev. - Jeg vil kun sige, at vi sigter efter en plads i den øverste halvdel af rækken, men går man efter målsætningen at rykke op og taber de første par kampe, så er den jo allerede smuldret, forklarer EHB-træneren. - Og vi starter altså ud med et meget vanskeligt program, så jeg vil hellere snakke målsætning efter de to første kampe. Jeg ved ganske enkelt for lidt om modstanderne. Vi har ikke mødt én eneste i træningskampene, men har kun spillet mod hold fra 2. division nord, 1. division øst og så Håndboldligaen. Jan Larsen ved dog, at modstanderne på søndag i Lemvig Idrætscenter, NNFH Lemvig, er blevet forstærket af 4-5 spillere fra Tvis/Holstebro og dermed virker som en meget svær modstander. Runden efter gælder det Vrold/Skanderborg hjemme i Brønderslev-Hallen. - Men det er også svært at komme med en målsætning, når vi stadig er alt, alt for svingende i vores præstationer. Skal man være med i toppen, så skal man spille optimalt hver eneste gang ... og vi svinger kolossalt i øjeblikket, sukker træneren ... med et friskt nederlag til Aalborg KFUM's 2. divisionshold i erindringen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...