Brønderslev

Bedre forhold for børnene

BRØNDERSLEV:Børnene i Boligforeningen P.M.'s afdeling 11 i Brønderslev kan glæde sig. I dag, fredag, bliver der nedgravet et legerør ved Rasmus Raskvej. Børnene får rig mulighed for at lege i røret, der har en diameter på 80 centimeter. Murermester Mogens Jensen fra Brønderslev vil grave røret ned. Det er skænket af Brønderslev VVS ved Karlo Nielsen og Kjeld Christensen. Lørdag bliver der Store Maledag. - Vi har købt en masse maling, og så går alle ellers i gang med at male, fortæller Jørgen Studsgaard Nielsen fra Boligforeningen P.M.'s afdeling 11. - Vi har blandt andet lavet nogle større legeredskaber, der nu skal males. Til de hårdt arbejdende serveres der pølser og sodavand. - Vi håber, at der kommer rigtig mange. Og vejret lover jo fint, siger Jørgen Studsgaard Nielsen.