Bedre forhold for fans

400 ekstra ståpladser i Iscenter Nord og udsigt til bedre p-forhold

Jens Ole Pedersen
Peter Conradsen, formand for Elite Nord A/S, glæder sig over 400 ekstra tilskuerpladser i Iscenter Nord. Og så er der udsigt til, at også p-forholdene udenfor hallen forbedres.Arkivfoto: Peter Broen
Frederikshavn 18. september 2015 07:02

FREDERIKSHAVN: Kritiske røster vedrørende tilskuerforholdene i det nyrenoverede Iscenter Nord har fået Elite Nord A/S til henover sommeren at etablere 400 nye ståpladser, og det betyder ifølge selskabets formand, Peter Conradsen, at minimum 3000 tilskuere kan se godt i forbindelse med White Hawks’ hjemmekampe, hvor den første i sæsonen i ligaen finder sted lørdag aften med et lokalbrag mod Aalborg Pirates.

- Elite Nord A/S har brugt 400.000 kroner på at etablere de 400 nye ståpladser i hallens nordlige ende, og nu håber vi, at forholdene bliver optimale for 3000 tilskuere.

- På sigt kan vi yderligere alt efter behov udvide op til 4000 tilskuerpladser, som vi har brandmyndighedernes godkendelse til, men det bliver næppe aktuelt foreløbig, vurderer Peter Conradsen.

P-pladser forbedres

Udenfor Iscenter Nord har der igennem mange år været mildest talt elendige p-forhold, men også på det område er der forbedringer i udsigt.

- Vi har af Frederikshavn Kommune fået et tilskud på 175.000 kroner til et nøje beskrevet projekt udarbejdet i et samarbejde mellem Ejendomssektionen og Elite Nord A/S, men desværre har vi først fået tilskuddet for nylig, så forbedringerne af p-pladserne er først netop gået i gang.

- Vi forventer, at hele projektet vil koste godt 200.000 kroner, så Elite Nord A/S bidrager også selv med forbedringerne, siger selskabets formand.

Det bliver en blanding af knust beton og knust asfalt, der bliver lagt på blandt andet græsarealer nord for hallen, ligesom der etableres 25-30 ekstra p-pladser syd for Netto.

- Ifølge byggereglementet skal der være p-pladser til 4000 tilskuere, og det har vi så rigeligt, siger Peter Conradsen.

- Og om forhåbentlig en måned har vi også p-pladser med et helt andet underlag end hidtil, så folk slipper for den en mudderpøl udenfor Iscenter Nord.

Men lørdag aften til lokalbraget vil bilisterne til ishockeykampen stadig kunne ende i en mudderkamp.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...