Lokalpolitik

Bedre forhold for mennesker på kontanthjælp SOCIALT: Stop Misbruget præsenterer her sig selv

AALBORG:Listen Stop Misbruget opstiller for først gang til byrådsvalget 15. november. Den eneste kandidat er den 34-årige førtidspensionist Anders Christensen fra Vodskov. Det listen vil arbejde for i byrådet er, at forbedre forholdene for de mennesker, der i dag bliver sat på en kontanthjælp, selv om det er lysende klart for enhver, at de burde have førtidspension. I mange tilfælde sætter man også personer i fleksjob, som de heller ikke kan klare, og derved får de endnu et nederlag oven i det, de har fået via deres sygdom. Det er Stop Misbrugets klare mening, at der skal være frit valg for de syge, om de vil have førtidspension eller i fleksjob. En anden gruppe, der vil blive sat fokus på, hvis jeg kommer i byrådet, er dem i tvangsaktivering, for der trænger til at blive ryddet op i kommunens aktiveringscirkus. Skal man have aktivering, skal det være noget, der har mening og ikke bare fordi, at de ledige skal yde noget for den latterlige kontanthjælp, de får. Mange lever i dag under fattigdomsgrænsen, og de skal have et løft. Det har en kommune som Aalborg råd til, ja efter Stop Misbrugets mening har kommunen ikke råd til at lade være. Pengene til at gøre noget ved ovenstående skal blandt andet komme ved, at projekter som Musikkens Hus og indsnævringen af Nyhavnsgade droppes, og ligeledes bør den 3.Limfjordsforbindelse lægges på hylden.