Bedre indeklima: Få styr på de duggede ruder

Det er særligt her i september, at vi ser dug på indersiden af ruderne i boligen. Det skyldes for meget fugt og for lidt udluftning.

Er der dug og kondens på indersiden af ruden hver morgen, så er det et synligt tegn på, at der er for meget fugt i luften og for lidt udluftning. Og det skal man gøre noget ved, lyder det fra en professor. Arkivfoto: Claus Fisker, Ritzau Scanpix
Sundhed 13. september 2018 20:29

SUNDHED: Duggen kan sidde både på ydersiden og indersiden af ruderne. Sidder duggen på ydersiden, som det kan ske med nye og godt isolerede ruder, så er det ikke noget problem for dit indeklima.

Men det er det til gengæld, hvis duggen sidder på indersiden, for det kan med tiden resultere i skimmelsvamp, nedbrydning af vinduets træramme og skabe generende lugt af mug eller jordslåethed, siger professor Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut.

- Det sker, fordi ruderne formentlig er det koldeste sted, man har i sin bolig, og når man har dårlig ventilation i forhold til fugtkilder, så øger man mængden af vand i indeluften, siger han.

Når den fugtige indeluft møder en kold rude, så sætter den vandet af som dug på ruden, forklarer professoren.

Man skal derfor se duggen som et advarselstegn, siger han.

- Det er et signal om, at man skal lufte ud.

Har man dug indvendigt på sine ruder, så skal man i gang med at ændre sin adfærd, anbefaler Tue Patursson, der er fagekspert hos Boligejernes Videnscenter, Bolius.

- Vi råder altid til, at man tre gange om dagen lufter ud fem til ti minutter gerne med gennemtræk. Og så skal man lukke døren til badeværelset, når man går i bad, og lægge låg på gryden, når man koger kartofler, siger han.

Tue Patursson anbefaler også, at man holder sine friskluftventiler i vinduerne åbne, eller får nogle fræset ind i vinduet, hvis man ikke har dem.

Professor Lars Gunnarsen peger på, at man ikke skal tørre tøj indenfor, samt at man skal huske at bruge emhætten i køkkenet. Dertil skal man have lidt ekstra fokus på soveværelset, hvor der ofte kan danne sig ekstra fugt.

- Vi ligger og sover i otte timer - måske to sammen. Så en anden adfærdsmulighed her kan være, at man lader være med at sove bag lukket dør, siger han.

På den måde fordeler man fugtbelastningen over en større del af boligen end kun soveværelset.

Mange ynder også at sove med et åbent vindue om natten, så det bliver lidt koldere. Og det er godt for ventilationen om natten, men hvis man så lukker vinduet om dagen, så skal man ifølge professoren skrue op for varmen, så rummet får samme temperatur som resten af huset.

- For ellers koncentrerer man sine fugtproblemer til det koldeste rum - her soveværelset - og det ønsker man sig jo ikke, så man skal være lidt hys med, at ens soveværelse bliver holdt tørt, siger han.[fak

Forebyg udviklingen af råd og svamp i boligen

/ritzau fokus/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...