EMNER

Bedre klima for erhvervslivet

DEBAT

KOMMUNALT:Hvordan gør vi Hjørring Kommune mere attraktiv? Fremtiden for Hjørring Kommune vil i høj grad være afhængig af aktivitetsniveauet i kommunens erhvervsliv. Det er yderst relevant at se nærmere på, hvordan de samlede indtægter i Hjørring Kommune kan øges. Hvis aktivitetsniveauet er højt, vil Hjørring Kommunes indtægter stige, og det vil være lettere at opretholde en god økonomi i kommunen. Hvordan hæves aktivitetsniveauet i Hjørring Kommune? Det gøres ved, at gøre det attraktivt for virksomheder at etablere sig i kommunen. Det øger udbuddet af arbejdspladser, og dermed vil flere bosætte sig i kommunen. Dansk Industri offentliggjorde i efteråret 2011 en analyse af erhvervsklimaet i samtlige danske kommuner. Her kom Hjørring ind på en skuffende 85. plads ud af 98 kommuner. Især to målepunkter var dårlige. Brug af private leverandører, her lå Hjørring som nr. 95 af 98 kommuner! Kommunale rammevilkår, her lå Hjørring som nr. 92 af 98 kommuner. Der er plads til forbedring. Der skal arbejdes på at forbedre erhvervsklimaet i Hjørring ved at øge brugen af private leverandører, ligesom rammevilkårene skal forbedres. Udover at tiltrække virksomheder skal vi også tiltrække private borgere, som ønsker at bosætte sig i Hjørring Kommune. Det skal være attraktivt at bo i kommunen. Vi har rundt om i kommunen en storslået natur, som vi skal markedsføre. I kommunen skal der være tilbud, der gør det attraktivt at bosætte sig. På skoleområdet er der en mangfoldighed, der gør, at der kan vælges den skole, der passer bedst til ens ønsker. Også ungdomsuddannelser findes, så ethvert ønske kan opfyldes indenfor kommunegrænsen. Også fritids- og kulturlivet blomstrer. Næsten alle sportsgrene kan dyrkes. I Hjørring er der et rigt kulturliv, som er under forandring og udvikling. En forbedring af erhvervsklimaet og en god markedsføring vil gøre Hjørring Kommune til et endnu bedre at bo for endnu flere. Til gavn og glæde for os alle.