Bedre økonomi og færre røggener

Forbedringer på Løgstør Fjernvarmeværk begynder at slå igennem

Energiselskaber 3. september 2004 06:00

LØGSTØR: Det bliver sjovere at være nabo til Løgstør Fjernvarmeværk, efter at der er investeret i anlæg, som vil få den så velkendte røgfane fra værkets skorsten til at forsvinde. Fjernvarmeværket har brugt 1,2 millioner kroner på et gigantisk posefilter til halmfyret. Prøvekørsler viser, at det er yderst effektivt til at rense røgen, og derfor vil værket ikke behøve at bruge vand som hidtil. Faktisk kan der spares 10 tons vand pr. døgn, og det er denne store mængde vand, der giver den hvide røgfane. Posefiltret er også en gevinst for miljøet, da det er bedre til at rense røgen. Restprodukterne fra filtret blandes med asken fra halmkedlen og kan derefter bruges på landbrugsjord. Røgfiltret er blot en af flere investeringer, Løgstør Fjernvarmeværk har foretaget i nyere tid. Især halmkedlen og træpillekedlen har taget sin del af kagen. Men disse investeringer giver også forbedringer, der slår igennem nu. Det kunne fjernvarmeværkets formand, Uffe Bro, fortælle på generalforsamlingen onsdag aften på Pavillon Christiansminde. Produktionen er simpelthen blevet mere effektiv. Hvis der før skulle bruges eksempelvis 70 halmballer til at producere en mængde varme, kan det i dag gøres med cirka 50 halmballer. Så muligheden for, at forbrugerne vil få lavere varmeregninger fremover er til stede, vurderer Uffe Bro.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...