Bedre og bedre dag for dag

Cykelsport 13. september 2002 08:00

LA PANDERA: - Jeg ville ønske, at de sidste 15 etaper også var bjergetaper! Claus Michael Møller ærgrer sig over, at fredagens 196 kilometer lange etape til Malaga er så flad som en paella, for efter de to første bjergrige etaper i årets Vuelta a España har den lille, nordjyske bjergged fået mod på mange flere stigninger. - Jeg føler mig meget bedre kørende end sidste år, hvor jeg satte meget til i den første uge … og så vil jeg noget hellere køre i bjerge end flade etaper, hvor der måske skal slås om etapesejren i en massespurt, forklarer han sit usædvanlige ønske om en hårdere Vuelta. Torsdag på sjette etape viste vendelboen – den eneste dansker i Vuelta'en – endnu engang storform, da han kørte afsted i en favoritgruppe på endnu en bemærkelsesværdig etape. - Jeg forstår ikke, hvorfor Once ikke kører for at forsvare førertrøjen, men de har åbenbart ikke noget at køre med. Ellers lader man da ikke en gruppe med en mand som Gilberto Simoni stikke af, kommer det hovedrystende fra den tidligere Hjørring-rytter. Onces mærkværdige kørsel betød, at holdet mistede førertrøjen til sidste års toer, Kelmes Oscar Sevilla, mens stjernen Joseba Beloki mistede tid både til Claus Michael Møller og de fleste andre forhåndsfavoritter. Ikke mindst til en overdådig kørende Roberto Heras. US Postal-løjtnanten kan andet og mere end være luksushjælper for Lance Armstrong. Det viste han med en fornem etapesejr på sjette etape og et avancement til en tredjeplads samlet. - Det var ikke, fordi han angreb på den sidste stigning. Han kørte bare så stærkt, at ingen kunne følge med ham, lyder den beundrende analyse fra Claus Michael Møller. Vendelboen rykkede også med en 13.-plads på fredagens etape op i det samlede klassement, hvor han nu er nummer 17 og med stormskridt nærmer sig Top-10. Målet er at blive bedre end sidste år, hvor han blev nummer otte samlet og vandt kongeetapen. - Jeg føler, at jeg får mere og mere i benene. Den sidste skarphed manglede i starten, fordi jeg ikke har kørt løb i tre uger, erkender han.toto

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...