Bedre plads til HavneJazz

} HAVNEBYGGERI:Kommunen og Kystdirektoratet har givet Vive Bådelaug tilladelse til at gå i gang med at bygge den længe ønskede nye øst-læmole ved havnen. Det vil bl.a. betyde forbedrede forhold for havnens gæster. Det fik medlemmerne oplyst på laugets generalforsamling, hvor Orla Jensen og Søren M. Nielsen blev genvalgt til bestyrelsen. Aktivitetsudvalget blev udvidet og består nu af Lisbeth Buus, Vagn Nielsen, Bo Nilsson & Poul Erik Christensen, som får nok at gøre med "HavneJazz"-festen 20. august. } BOKSESEJRE:Ved et nationalt boksestævne i Nykøbing Mors fredag var Hadsund Amatør Bokseklub repræsenteret med to ungdomsboksere. Weltervægteren Kristian Marhauer Klitte mødte Keyvan Yazdani fra Silkeborg i en noget ensidig forestilling. Den konstant angribende Hadsundbokser vandt overbevisende med cifrene 40-15. I letweltervægt mødte Jonathan Strøm den lokale Ramzan Dubaiev. Efter at have været bagud efter 1. omgang satte Strøm modstanderen under pres, og kampen, der blev aftenens hårdeste, endte med sejr til hadsunderen med cifrene 34-18.