Brovst

Bedre sammenhold og mere fællesskab

Vi ser tilbage på et år, som blev helt anderledes end nogen havde spået. Verden er gået fuldstændig af lave med bankkrak og mistet tillid til dem, der sad med ansvaret.

Ole Stavad

Ole Stavad

Det blev vi også ramt hårdt af her på egnen. Det startede med jubel og stigende aktiekurser uden ende. Alligevel endte man som konen i muddergrøften. Nu ser vi så frem til et nyt år med nye udfordringer og nye muligheder. Det kan godt blive et hårdt år for mange, men heldigvis er vi vokset op i en kultur, hvor vi ser udfordringerne i øjnene, også når det ser svært ud. Der bliver brug for bedre sammenhold og mere fællesskab for at løfte udfordringen. Man bygger ikke et godt samfund på egoisme og griskhed, som har været den trend, der har fyldt vældig meget de senere år og skabt grundlaget for de kollaps, som vi oplever. Vi bor i en natur og med en kultur, som måler sig med det bedste. Nogle vil nok kalde os et udkantsområde. Det må de selv om. De fleste af os vil ikke bytte. Derfor tror jeg også på, at de værdier vi er sat til at forvalte, kan vokse og skabe ny rigdom på et sundt grundlag. Ikke kun rigdom målt i penge, men rigdom målt i fællesskab og livskvalitet. Når vi kigger ind i et nyt år, er det ønske, de fleste af os har, at vore familier og nærmeste må være friske og raske og få et godt liv. Et godt liv måles ikke først og fremmest i penge, men i muligheder, udfordringer og samværet med andre mennesker. Derfor skal vi også skabe et samfund, hvor vore børn får de bedste muligheder i deres opvækst. De skal lære noget, men de skal også opleve glæden ved at være mennesker sammen med andre børn og voksne. Ilten til det at være menneske findes ikke i økonomi og kolde tal, men i den kultur der skabes i glæden og samværet med andre mennesker. Godt nytår 2009. Af Ole Stavad, borgmesterkandidat for S, Tyttebærvej 9, Brovst ole@stavad.dk