Bedre sent end aldrig

Man kan vel ikke andet end sige: "Bedre sent end aldrig" om, at nu slap den så endelig ud af sækken (ikke katten, men efterlønnen).

Og dette betyder så sikkert også, at valget er rykket nærmere og allerede optager statsministeren meget, selvom man nu ikke skal drage forhastede slutninger af den udmelding, der er kommet fra statsministeren i dag. Selvom et flertal tilsyneladende er enige om, at det burde haste med at tage rigtig og grundlæggende fat om netop efterlønsproblematikken, så tror jeg stadigvæk, at lanceringen af et evt. korstog mod efterlønnens endeligt skal have rigtig god tid til at modnes hos befolkningen. Så derfor tror jeg stadigvæk, at vi skal regne med, at statsministeren har tid til at vente på det rette tidspunkt med udskrivelse af valget. Og det er så her, vi rigtige liberale skal råde Statsministeren om, og opfriske hans hukommelse om, hvad liberal politik er og hvad det var for holdninger, VKO forrådte op gennem det første ti år af det nye årtusinde. Vi liberale, private erhvervsdrivende ved allerbedst, hvad der skaber arbejdspladser og konkurrenceevne. Signalerer statsministeren en ærlig vilje til at lytte til vores råd, skal vi gerne erklære ham den fulde støtte hele vejen. Men skal der stadigvæk tages helt vildt meget hensyn til eliten og den herskende klasse med den intellektuelle universitets overklasse, som fødes ind på taburetterne eller i embederne i ministerierne, på bekostning af det arbejdende folk og de arbejdspladser og valutaskabende, private erhvervsdrivende, skal man regne med, at støtten kan blive mere valen. Men så lidt klog tror jeg nu heller ikke, at statsministeren er. Jeg føler, at netop nu hungrer store dele af erhvervslivet og for øvrigt langt ind i lønmodtagerrækkerne efter nogle solide økonomiske reformer, som der er hold og realisme i. Danmarks økonomiske problemer løses ikke med 12 minutters ekstra om dagen. Ja, hvis man så ville give dem gratis på velfærdens alter, ja, så kunne da være er skridt i den rigtige retning forudsat, at erhvervslivet havde en konkurrenceevne. Det kunne skaffe arbejdet til de årsværk, der ville ligge heri. Men hvordan skaffes der så den stabile konkurrenceevne til veje, der ville kunne absorbere de relativt mange, der nødvendigvis skal flyttes fra den offentlige sektor over i den private, værdiskabende sektor? Skattelettelser ligger på tungen af næsten alle i den forbindelse. Thorning og Søvndal forsøger at løbe med klatten ved at bilde ikke-private ind, at bare den offentlige sektor er stor nok, så vil landet flyde i mælk og honning. Det er tragisk, at de, der forestiller sig, at de kan være værdige arvtagere til at styre et land, tilsyneladende kan fuppe op mod halvdelen af et lands befolkning. Dette kan kun være fordi, at mere end ti års liv i tøjlesløs luksus, leveret af en viljesløs regering, der uanset prisen har købt hver og en stemme ved bare at give los for ethvert krav, der blev fremsat, har gjort store dele af befolkningen så urealistiske i forhold til virkelighedens verden i et samfund, der, og heldigvis for det hviler på et kapitalistisk system, som også heldigvis har et godt og solidt socialt islæt. Men nu er hverdagen her så. Og det er en barsk hverdag der venter os. Men festen skal betales. Og kun ved arbejde kan vi sikkert målet nå. Der er ingen lette løsninger med et Kina og Indien, der stormer frem. Derfor er det urealistisk at tro, at der med nuværende løn- og omkostningsniveau kan skabes konkurrenceevne i hovedparten af de danske erhvervs virksomheder, der virkelig batter arbejdspladsmæssigt set. Det bliver svært, dersom man ikke vil se, at danske virksomheders bruttolønomkostning skal og må ned i betragtelig og mærkbar størrelse, hvis der skal komme gang i ansættelserne igen. Kan dette så lade sig gøre? Nej, siger selvfølgelig lønmodtagerorganisationerne. Mange af deres medlemmer ser det ikke som et problem. For det giver jo ikke en virksomhed nogen direkte forbedret konkurrenceevne at medarbejderen får 1000 kr. mere med hjem om måneden, dersom virksomhedens brutto lønomkostning forbliver den samme. Hvordan kan dette så lade sig gøre at sænke bruttolønomkostningen for, at skattelettelserne skal have den mest direkte indvirkning på og medvirke til forbedret konkurrenceevne? Jo, for det første skal skattelettelser alene frembringes ved reelle besparelser i den offentlige sektor og administration. Skatteomflytninger hjælper som en skrædder et vist sted. Derudover drejer det sig om at fastholde den realløn, som medarbejderne har og kan få i lyset af den eksisterende økonomiske situation og dennes muligheder. Med de to ovennævnte punkter fastholdt er der jo rige muligheder for, at skattelettelser - ærlige skattelettelse, vel at mærke - alene kommer til udtryk i tilsvarende sænkning af bruttolønnen. Og helt ærligt så tror jeg, det ville være let i den nuværende situation at få arbejdstagerne til at forstå regnestykket, som i al sin enkelthed for dem alens skal sikre dem at deres realløn ikke udhules. Så det er jo bare med at komme i gang. Og med en dødsdom over efterlønnen, med ansvarligt indbygget særhensyn til dem, der virkeligt er nedslidte (dem bliver der jo heldigvis færre af i fremtiden), så bliver der ganske sikkert også hen ad vejen råd til skattelettelser til de højestlønnede ved afskaffelse /lempelse af top skatten. Mange har efterlyst og spurgt, om Liberal Alliance ikke har andet end økonomi på programmet. Svaret er selvfølgeligt: Jo det har vi da. Men vi vedkender os, at uden velstand er der heller ikke velfærd, selvom drømmere ynder at sige, at penge jo ikke er alt. Dertil kan vi da vist med god samvittighed påstå, at ikke et eneste ønske som fremføres af mange forvænte i befolkningen og ideligt af oppositionen kan erhverves uden penge. Når Danmarks tidligere gode økonomi er genskabt, så vil Liberal Alliance gerne være med til at dele gaver ud til befolkningen efter fortjeneste vel at mærke og til den der virkelig trænger. Og vore stemmer arbejder også for et skolevæsen, der under ansvar får tildelt de nødvendige midler, men vi vil også sørge for, at skolelederne lever op til deres ansættelseskrav om ledelsesansvar også i økonomiske retninger. Det samme gælder ledelsen af sygehuse, hvor der i allerhøjeste grad er brug for dygtigere administratorer, som kunne have lignende job i den private sektor. Ligeledes skal der over for kommunernes ledelse i langt højere grad stilles krav om at leve op til normerne, som er gældende til ledelses krav i det private erhverv. Og det bliver ikke et spørgsmål, om de vil eller ej, for de første mange år er der simpelthen ikke penge til musikhuse og kultur huse og alt andet fisefornemt pjank. Nej, nu er det alvor Stemmer, der på valgdagen, hvornår den end måtte komme, afgives på Liberal Alliance, vil blive brugt til at imødegå, at Danmark selvforskyldt kommer ud et sådan økonomiske stormvejr igen. Godt nytår kan vi få, hvis vi vil være med til og turde at gøre noget ved virkelige problemer. Det drejer det sig simpelthen om, at vi tager os selv i nakken og ikke andet. Altså slut med selvmedlidenhed og tudefjæs, det vil gøre lidt ondt undervejs, men målet er inden for rækkevidde. Godt nytår.