Bedre service for turisterne

Brønderslev Erhverv & Turisme har hævet serviceydelsen for turister i kommunen.

Turisme 1. august 2011 14:00

Alle hverdage og weekender kl. 10 - 18 har gæsterne mulighed for på egen hånd at få informationer via de mange brochurer og opslag lige fra koncerter til kort over diverse gang- og cykelruter. Du finder turistinformationen i udstillingen "Den milde kyst" i den sydlige del af havnen i Asaa. Besøger du informationen på hverdage mellem kl. 10 og 14, har du desuden mulighed for at få kyndig vejledning og information af Ole Bruun, som er parat til at dele ud af sin store viden om området. Denne service foregår til og med første uge af august. Under Dronninglund Cup var der rigtig mange besøgende, fortæller Ole Bruun. Som i fjor var det i uge 28, der kom allerflest besøgende til turistkontoret i Asaa og fra mange forskellige lande som Japan, Indien og Brasilien . Besøgenes formål var at få sidste nyt om aktiviteter og seværdigheder i kommunen og hele Nordjylland. - Selvom vi havde mange besøg sidste år, håber vi på, at endnu flere i år vil lægge vejen forbi vores sommerkontor i Asaa, udtaler turistchef Marianne Gade. Samtidigt med den øgede servicering i Asaa har turistkontoret i Brønderslev udvidet sine åbningstider. Til og med uge 32 bliver der hver lørdag kl. 10 - 13 holdt åbent hos Brønderslev Erhverv & Turisme, Bredgade 60 i Brønderslev. På turistkontoret i Asaa kan man blandt andet få information om lokale arrangementer her og nu, kort over Asaa og omegn, kort over cykel- og gangstier i området, brochurer fra hele Nordjylland og mulighed for at søge specielle aktiviteter via internettet, ligesom der sker salg af rabathæftet "Dronninglund Oplevelseskort".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...